KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

S V U N D N E T I D E R berggade og Slutterigade, hvor det ikke som tidligere »kunne tjene til ledeild, og føre ilden fra den ene side af torvet over til den anden«, som Rawert udtrykte det. E t karakteristisk træk i de genopførte kvarterer blev de »brækkede« hjørner ved gadekrydsene, som derved fik form af små torve - hvad der ville være en fordel ved bekæmpelsen af eventuelle brande. Allerede inden udgangen af 1795 var 136 forhuse, 124 side­ huse og 95 baghuse blevet opført, og i året 1800 fortæller Rasmus N ye ­ rup, at hovedstaden ikke alene har »aldeles forvunden den ulykke, som ramte den, men har endog i adskillige henseender bådet så meget der­ ved, at man må regne den indtrufne ildebrand for en af byens held- bringende begivenheder«, og i indledningen til hans bog kommer hans stolthed over den endnu tydeligere til udtryk: »Kjøbenhavn viser sig ved det nu henrindende attende århundredes slutning som en stad af høj rang, og den ståer her hen i bladene med de lyseste udsigter til snarlig at vorde et fuldkommenhedsmynster for enhver anden hovedstad i Europa«. Selv om det stilistisk var arkitekten C. F. Harsdorffs nyklassicisme, der prægede de genopførte huse, havde murerne ikke desto mindre også deres store andel i arbejdets gennemførelse. Medens der i København 1794 havde været 35 mestre, 5 1 2 svende og 79 drenge, var der i 1798 , da genopbygningen var på sit højeste, 51 mestre, 850 svende, men kun 58 drenge. Selv om stigningen navnlig i antallet af svende var stor, var der dog fortsat i disse år mangel på ar­ bejdskraft inden for byggefagene. Som følge af efterspørgselen steg løn­ ningerne, og i virkeligheden kunne svendene i disse år selv bestemme den pris, bygherrerne måtte betale for deres arbejde. A t mestrene ikke billigede svendenes krav, siger sig selv, og forholdet mellem de to parter var derfor heller ikke det bedste, men mærkeligt nok synes det ikke at have haft nogen indflydelse på stadens genrejsning. Ved branden 1795 var også murerlauget blevet hjemløs, og i 1796 flyttede det derfor til nye lokaler på Skidentorvet eller Nørretorv, som L. Both i sin historisk-topografiske beskrivelse af Kjøbenhavn 1865 kal­ der »den trekantede plads, der er beliggende ved volden , mellem Nørre­ gade og Store Fiolstræde«. Efter en forordning af 28 . juli 1684 skulle der her sælges »fedevarer, der indkom til vogns, ligesom også kul, bræn­ de, hø, halm, koste, tøndebånd og egetømmer«. Muligvis er dette en af årsagerne til, at torvet, som midt i 1700-tallet kaldtes »Gammel Nørre­ port«, senere fik det mindre smigrende navn: Skidentorvet. »På Nørre-