KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

V e d S t r a n d e n 6 F o r h o l d e n e u n d e r f ø r s t e V e r d e n s k r i g o g C h r i s t i a n s b o r g s G e n o p f ø r e l s e

Siden 1882 havde Ved Stranden 6 tilhørt Håndværkerbanken. D e lokaler, som lauget her kom til at disponere over, havde tidligere huset Frederiksholms Tegl- og Kalkværkers kontorer, hvis stifter, V ilhelm Køhier, havde været formand for »Kreditforeningen for Håndværkere og Industridrivende i Kjøbenhavn«, som Håndværkerbanken oprindelig blev kaldt. Lidt ældre københavnere erindrer endnu bygningens brogede facade med dens dekorationer af glaserede sten, der bl. a. omfattede en række håndværkerinsignier. Under hele første verdenskrig indtil 1922 havde lauget til huse i dette særprægede hus, der gjorde en ganske ejen­ dommelig virkning mellem gadens nyklassicistiske ejendomme, som el­ lers alle stort set havde bevaret den skikkelse, de havde fået efter byens brand 1795, hvor hele dette kvarter var blevet luernes bytte. I største delen af denne periode satte krig og dyrtid sit præg på det daglige liv. Krigens byrder ramte den almindelige borger hårdt. Priserne steg, navn­ lig på fødevarer og brændsel, og adskillige led derfor ligefrem nød. D es­ uden var der mangel på boliger, og det bedrede naturligvis ikke tilstan­ dene, at en voldsom influenzaepidemi, »den spanske syge«, i 1918 og 1919 hærgede byen som en svøbe og bortrev mange i deres bedste alder. Det forhindrede imidlertid ikke, at adskillige udnyttede krigens fordele ved på kort tid at skabe sig en formue på eksport af levnedsmidler til de krigsførende lande og ved heldige børsspekulationer. I denne dans om guldkalven spillede byens gamle overklasse fallit, og på forlystelses­ stederne blev det de ny såkaldte gullasch-baroner, der gav tonen an. »Masser af mennesker - hed det - tjener formuer fra den ene dag til den anden og smider om sig med guldet, så forargeligt og forrykt, at man væmmes og beskæmmes - samtidig sulter og fryser en endnu større mængde af stakler, som er slået ud af de abnorme forhold, og som ingen udvej øjner for at få de små penge til at slå til, hvor alt er blevet mange­ dobbelt dyrere. M en trods alt skal livet leves . . . « , og det gjorde murerne også, selv om der blandt dem sikkert har været mange, der måtte vende hver øre!