KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

N y e L o k a l e r i S t o r e K o n g e n s g a d e 4 5 M i n d e r i g e H u s e

D a Håndværkerbanken i 1922 fik brug for murerlaugets lokaler i sin ejendom Ved Stranden 6, flyttede dette til Store Kongensgade 4 5 . 1 den forbindelse er det ganske pudsigt at mindes, at et par af de værelser på første sal, hvor laugets nye kontorer indrettedes, så tidligt som fra 1 8 6 9 - 73 havde været udlejet til »Kreditforeningen for Håndværkere og Indu­ stridrivende i Kjøbenhavn«, der, som tidligere omtalt, var Håndværker­ bankens oprindelige navn. Ejendommen, der nu er nedrevet, var en af de smukkeste og mest særprægede i Store Kongensgade. D en var op­ ført 1756 af tømrermester Georg Volmeister som en anselig treetages gård med side- og baghus af bindingsværk. Facaden til gaden var grund­ muret, syv fag bred med en fire stokværk liséneinddelt midtrisalit på tre fag under en trekantsgavl med bygherrens navn i en rokokokartouche. Stilistisk sluttede den sig til de Eigtvedske borgerhuse fra samme tid i Amaliegade og Bredgade. Murerne var nu vendt tilbage til Set. Annæ Vester Kvarter, hvor de jo tidligere havde haft husfællesskab med tømrerne i Adelgade 27 , og de stilfulde laugskontorer i det fornemme hus kunne næsten virke som et symbol på deres anseelse og økonomiske fremgang. I den sidste snes år har denne del af Store Kongensgade skiftet ud­ seende. Foruden Volmeisters gård er flere andre huse blevet nedrevet, og tværs over tomterne er Landgreven blevet anlagt til Borgergade. D et mærkelige navn skyldes et traktørsted, som kaldtes »Landgreven«, egentlig Landgreven af Hessen, der lå her fra 1 7 1 1 -1 7 6 0 . Nok så interessant var det længst forsvundne hus nr. 47 ved siden af Volmeisters gård på grund af de minder, der knyttede sig til det, for det var her, P. A. Heiberg i sin bopæl juleaften 1799 fik forkyndt den skæb­ nesvangre dom at skulle »forvises kongens riger og lande« som straf for sine skrifter. »Således endte - udtalte forfatteren Thomas Thaarup - denne beklagelige proces med forliis for fædrelandet; thi det er et forliis for staten, når et sådant hoved hviler . . . « . Talrige var de sympatitil­ kendegivelser, Heiberg modtog - endog af folk fra hoffet - inden han den 7. februar om aftenen for stedse forlod sit land. D a han steg ind i vognen, vrimlede gaden af hurraråbende mennesker, og selv vægteren