KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

ÅH , D ISSE M I N D E R . Europa og siden drog over dammen til Sydamerika og Nordamerika. Lad så være, at hans mundtlige fremstilling hist og her farves af tilbøje­ ligheden til i højere grad at hæfte sig ved det lystbetonede end ved alle de gebrækkeligheder, som ingen af datidens rejsende håndværkssvende klarede sig fri af. Johannes Søderberg er en fuldgyldig repræsentant for n a v e rn e s broderskab. Hans fortælleglæde, hans evne til at genopleve i erindringen, hans glimt i øjenkrogen fremkalder hos den uindviede fore­ stillingen om den synftige håndværkssvend, som var parat til at stikke en daler - om han da havde nogen - til en betrængt kammerat, som var mand for i et muntert lag at give en lystig vise til bedste, og som kunne afrunde en dramatisk beretning om overståede trængsler med et »Er det måske løgn, makker!« - Jamen det v a r jo somme tider løgn, siger Johannes Søderberg lunt, for når vi sådan samledes i naverhulerne rundt omkring og fik os en tår over tørsten, så blev der fortalt historier. For hvad oplevede vi ikke! Der røg vel nok en lille and med nu og da, men vi kendte hinanden og kunne selv lægge til og trække fra. Ja, og så sang vi. V i sang meget, da vi gik på valsen, og måske særlig jeg. Jeg har altid kunnet li’ at synge, og det har for resten holdt sig livet igennem. En overgang var jeg med­ lem af fire sangforeninger herhjemme på én gang. D e kaldte mig »Gamle Jas« eller »Gammelfar«, og så lød det altid: Kan du ikke synge en vise, Gammelfar! Og jeg var ikke kostbar, jeg kunne en bunke viser fra den­ gang, revyviser og den slags og så selvfølgelig »V i er de raske naver«. Jo, der var mange, der havde øgenavne ligesom jeg, sådan i al gemyt­ lighed altså. Der var »Danmarks stolthed« og »Den lange nøgle« og »Paven« og »Pavens søn« og mange flere. - H v a d v a r e g en tlig g ru n d en til, a t du d ro g p å va lsen? - D e t var såmænd den ganske enkle, at det var skidt med beskæftigel­ sen herhjemme, da jeg blev murersvend i 1908. D e t var dengang, fag­ foreningen betalte os rejsepenge for at søge arbejde ude omkring i lan­ det. Så straks efter svendeprøven tog jeg til Herning, hvor jeg arbejdede i 3 - 4 måneder. Så kom jeg tilbage til København og fik også noget at bestille, men det varede ikke ret længe, så næste gang tog jeg til Frede­ ricia sammen med en kammerat, og det blev egentlig starten på, at jeg gik på valsen. Derovre traf vi nemlig en murermester fra Dybbøl, og