KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

ÂH , D ISSE M I N D E R . op. V i fik den besked, at vi godt kunne gå vores vej, men ikke en skilling kunne vi få, for vi havde jo skrevet under på, at vi ville arbejde på stedet i 4 uger. Ja, er det nu ikke mærkeligt, nu sidder jeg og fortæller om alt det bøvl, vi havde dernede i Bochum, og jeg plejer at huske alt det andet, alt det fornøjelige. Men det må nok være, fordi det virkelig var et beskidt arbejde, vi havde fået fat i. Men heldigvis havde vi da fag­ foreningen at ty til, og formanden dér hjalp os, fordi vi virkelig var blevet syge. Han skaffede os lægeattest, og det endte med, at minen be­ talte os for 14 dage, og glade var vi. V i kom os da også hurtigt igen og valsede videre til Essen og Krefeld og Düsseldorf og endte i Köln, en dejlig by, hvor vi selvfølgelig også traf på landsmænd. — H v o rd a n k la re d e I je r ren t sp ro g lig t? - Ok, det kom af sig selv. Man kan komme langt med fingersprog og et par tyske ord ind imellem, og sådan klarede vi os i begyndelsen. Men det varede ikke ret længe, før vi også kunne begynde at klare os med munden, for vi var jo alligevel hver dag sammen med tyskere på arbejds­ pladserne, og så var vi tvunget til at snakke tysk, og det gør, at man kommer efter det forbavsende hurtigt. Okja, der var dejligt i Köln, men nu var det også sommer og dejligt vejr. Jeg husker, at vi kom dertil i juni 1910 , oven i købet på en huleaften. Jeg blev optaget med det sam­ me som medlem. — M a n o p d a g e r hu rtig t, når m an sn a k k e r m e d gam le n a v e re , a t d e gan g p å gan g v e n d e r tilb a g e til h u lea ften e rn e. - Ja, men det er nu meget naturligt, for det var ligegodt der, vi fik så mange herlige minder sammen med gode kammerater. Dér foregik der noget, og vi tog ud i byen sammen. Det var ikke altid lige let for poli­ tiet at holde styr på os, når vi havde fået en lille én, men gennemgående må jeg nu sige, at de var flinke ved os, og hvad, vi gjorde jo heller ikke nogen fortræd. Juleaften, kan jeg huske, havde jeg en oplevelse i Köln, som jeg kan se for mig endnu. V i havde fundet ud af - vi var en 1 2 -1 4 navere - at vi ville til midnatsmesse i domkirken. D et var et impone­ rende skue. Der var 2 50 præster, som mumlede latinske bønner, det var jo en katolsk gudstjeneste, og de svingede med røgelseskar og sang latin­ ske messer. Rundt om hele sceneriet var der et svært jerngitter, og for at komme så nær som muligt stak jeg hovedet ind mellem jernstængerne,