KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

ÅH, D ISSE M I N D E R . Sydamerika som dækspassagerer, og der var et leben, da de slog sig ned på dækket, hvor de skulle opholde sig under hele rejsen. V i andre, som havde kahytsplads, kunne sagtens klare os, men hvordan ville det ikke blive for de hundreder af sammenstuvede mennesker, når vi først kom ud i rum sø? Sidste anløb, inden vi gik over dammen, var D e capverdi­ ske Øer, og så gik vi ud på det lange stræk. Men sikket sceneri på dæk­ ket! Kvinder og mænd, børn og gamle imellem hinanden, hver på deres lille trange plads på dækket, hvor de spiste og sov. Toiletforholdene var elendige, og søsyge blev mange af dem. Men trods alt holdt de humøret oppe og spillede og sang, når der ind imellem var rolig sø. Jeg morede mig tit med at stå ude i forstavnen og iagttage flyvefisk og legende del­ finer, der i store spring for hen over overfladen foran skibet. - H v o r længe v a r e d e o v e rfa r ten til S y d am e r ik a den gan g? - Ja, hvis vi ser bort fra den del af turen med de mange anløb, og vi regner med afgangen fra D e capverdiske Øer, til vi anløb første havn i Brasilien, så varede den fem døgn. D e t var byen Pernambuco omtrent under ækvator, vi først kom til. Der kom en masse negre om bord for at sælge tropiske frugter, som vi aldrig havde set før. Nu var vi for alvor kommet til et fremmed land. Naturen var anderledes, det svirrede med fremmede sprog, og varmt var det. Men heldigvis havde vi gjort os gode venner med stewarden om bord, han sørgede godt for os med øller. Fra Pernambuco gik vi videre til Bahia og R io de Janeiro, og så endelig nåede vi vores bestemmelsessted Santos. Der skulle vi fra borde. - V e l uden a t v id e n o g e t som h e lst om , h v o rd a n d e t lå m e d a t få a r­ b e jd e? - D et kunne vi ikke vide noget om, men det lå ikke for os at tage be­ kymringerne på forskud, og vi havde heller ikke mere end netop lagt til kaj, før en agent fra »Emigrationen« kom om bord. Han var tysker, så ham kunne jeg snakke med. Han fortalte i lovende vendinger om, hvor gode forhold vi kunne komme til at arbejde under, hvis vi ville skrive under på nogle papirer om at tage arbejde inde i urskoven. Han lovede os gratis underhold, indtil et hold håndværkere og arbejdere kunne rejse samlet af sted. V i snakkede frem og tilbage om det, og det endte med, at vi skrev under, dumme som vi var. For lidt senere kom en af vore medpassagerer, for resten også en tysker, og spurgte, om vi havde haft

Made with