S_Punch_1879

123

havde hentydet til, at Byraadssalens Gulv trængte til et Tæppe, eom jo ikke behøvede at være Brysseler. Man kunde jo lægge et Underlag af Halm over Gulvet og der­ over brede Tæppet; men om Sommeren kunde man jo lade det tage af og sidde uden noget paa Gulvet (Latter). Sørensen fandt, at Sligt var en Luksus, og netop hvad Tarvelighed angik, fandt han, at Byraadet stod særdeles smukt. Fordi m eller anden Person dasker om sig i Avisen, det behøver man jo ikke at bryde sig om. Kruse havde en Gang hjemme faaet et Gulvtæppe paa i Anledning af sin Datters Konfirmation i Stadsestuen, men det Tæppe havde han snart fortrydi, for det var hurtig bisven førtraadt. For Sagen var, at naar man skulde ind til ham i Spisestuen, hvor han gjerne sad med lidt Pillen, naar han ikke var paa Værkstedet, saa maatte man igjennam Stadsestuen, og naar nu Svendene eller en af Drengene komog skulde spørge ham, om det Par Støvler til Søndergade var bagflikkede eller om det Par Sko til Nørregade var forsaalede eller saadan Noget, som nu ikke kom Sagen ved, saa havde kan altid befalet dem st tage Fødderne af, naar de gik igjennem Stuen, men de skuide jo alligevel over Tæppet, og det olev til sidst lige saa opslidt som et Par Transtovler i Lejrtideu, men det kom nu ikke Sagen ved. Saa et Gulvtæppe vilde han ikke tiltræde. Juslesen var bestemt imod Forslaget, men mente, at man maasbe kunde leje en Fodpose eller en Varmedunk til Svedskelsen samt kjebe en Maatte til hver af de øvrige. Ved Afstemning forkastedes Forslaget med alle Stemmer mod 1 (Svedskelsen). 3. Tømmerhandler Stolpe enakede Fireraandsstemplet til Laans for at stampe sin Gaard. — Sørensen mente, at suan maatte være varsom med Byens •Jomfruer». Lung trode, at Byens «Jomfruer» let vilde blive øde­ lagte eller ramponerede ved at laanes ucL Svedskelsen fandt, at en »Firemandsjorafrn» godt kunde bruges af JPIere. Knsse syntes, at Stolpe selv kunde holde sig en »Jomfru», det havde Taleren gjort, men det kom nu ikke Sagen ved. Svendsen mente, at naar man laante Byens »Jomfruer» nd, vilde man kunne blive saaledes stillet, at man vilde savne dem, naar man selv havde Brug for dem. Juslesen fandt, at denne »J omf ru»- Tal e burde have Ende og alle slige Sager henvises til Brolægningsudvalget. Med Enstemmighed henvistes Stolpe med »Jomfruen» til Brolægningsudvalget.

man m aatte være forsigtig med, at være saa uforsigtig, at man lod et Gjærde s ta a , hvor man gik og faldt og bræk* kede sig. Vinhandler Lung kunde ikke nægte, at det Gjærde længe havde været ham en Torn i Øjet, og han havde kun u ndret sig over, at Førskønnelseskomitéen ikke for havde indsendt Forslaget, men var lebet fra den hele Sag som en Gjærdesruutte. Skomager Kruse m ente, at Stenene af Gjærdet vel m aatte kunne bruges til Noget for Ex. til Brolægnings- kommissionen, men det kom nu ikke Sagen ved. Prokurator Juslesen vidste ikke, hvorfor Gadedrenge ikke godt kunde skyde med Ivitkugler fra en Tjernehæk — dog, han holdt for evrigt i Realiteten med Sørensen og de andre, der var imod Gjærdet. Og han fandt det saa naturligt, at Materialisten allerede havde revet sig paa den Tjørnehæk, som endnu ikke existerede (Her! Her!) Ved Afstemningen vedtoges med alle Stemmer mod i (Svedskeisen) første Del af Forslaget. Sfrrensen fandt det meget rigtigt at fælde de gamle f olde F rugttræ r, af hvilke nogle ikke bar andet end de ugle, der satte sig paa dem, eller den Sne, der faldt paa dem om Vinteren, dog maatte han bestemt fastholde, at de to om trent midtvejs staaende Pæretrær, der bar den smukkeste Graapære, han havde set, blev staaende. Svedskelscn mente, at det var Stenpærer. Lung holdt med Sørensen, kun forekom det ham, at det var Bergamotter. Kruse vidste slet ikke, hvad det var for Pæretrær; han havde kun set Æbletrær paa Vejen, og ved Foden af et af disse sad der en Gang en Kone med Blommer, men, om det var nogle derfra eller andetstedsfra, vidste han ikke, men de var saa gule som en Æggeblomme, og han havde smagt dem; men det kom nu ikke Sagen ved. Jusieien bemærkede, at det blot manglede, at han skulde sige, at Træerne bar Kejserindepærer for at bringe denne Forhandlings Pærevælling til at koge over. For eyrigt var det jo latterligt at beholde to gamle Pæretrær, naar de andre Trær gik deres Vej. Kruses Blommer havde passet som Karadser i Pæretræet og Svedskeisens Stenpærer var nok en Reminiscens fra Stengjærdet eller rettere en Frugt af dette. Ved Afstemningen vedtoges anden Del af Forslaget med alle Stemmer mod 1 (Serensen). 2. Forslag om Anskaffelse af et Gulvtæppe til By - raadssalen. — Svedskelsen skulde motivere- dette Forslag og vilde derfor ikke sige meget (RøriV Men en Avis

M edlidenheds blide Stemme Har Højre ganske forladt; F o r Venstre at bringe i Klemme Arbejder det som besat

P aa T a u b e r man længe har passet, Han trues af Morderkniv. Hans Ven, der var M ester for G lasset, Blev fældet i blodig Kiv. Nu er som Martyr han kradset A f til et bedre Liv. T a n g er endnu i Live Trods de Sten, som imod ham for. Major M u l l e n stak man med Knive En Gang dernede i Sor. — Ja, hvad skal dog Enden blive Paa Højres Blodtørst og Mord? Paa S c h e l d e sin Harm man vil styre, Ham rammes i Livet en Pæl. — A l b e r t i man ogsaa vil myre, Hans Dødsmaade bliver nok f æ l :

De fanatiske Hejremænd.

Og arrangerer her hjemme En B a r t h o l o m æ u s n a t .

Sin Lykke bør Venstre prise, Om ej C o l i g n y s Ende det faar, Sit Dyreliv skal det forlise Ved hugenottiske Kaar, Der siges saagar, at en G iese Vil lave en Kam til deis Haar. kisalige Venstre! at bære En Skæbne som din, t v trist, Tbi faar du end Lov ti! at være I F red for Højremænds L ist. Saa vil i dit eget skære Vanvid du drukne til sidst,

V en strem æ n d ! græder og byler! En rædsom SkæBe» er nær! D et fanatiske Bøjtekrapyl er Rede til blodig Færd. V enstres F rihedsasyler D et hærger med Ild og Sværd.

D e ville bam drukne i Syre, Den stakkels, uskyldige Sjæl.