S_Punch_1879

19

i Formiddagsnegligée, men saa kan De tænke Dem søde Fru Schrøder, at igaar da han staar og klæder sig paa inde i Sovekammeret, for han skulde til Middag hos Grosserer Dinesen og det var i Anled­ ning af Valgene til Landstinget, hvor de skulde tale om at stille Sørensen op til at være Valgmand hvad der dog altid er en Ære og desuden giver Anseelse til Forretningen, saa raaber Sørensen paa een Gang efter mig, og da jeg kommer ind i Sove­ kammeret, ser jeg ham staa foran Klædeskabet | ligesaa bleg i Ansigtet som en nyvasket Dug og j hans Flipper stod ganske stive om Ørerne paa ham j uf lutter Rædsel og Alteration. „Hvad er der paa I Færde lille Sørensen,“ siger jeg i min blideste Tone, i — „Kjolen! — Hvor er min Kjole!“ stammer han, „Gudbevares lille Sørensen,“ siger jeg, „hvor skal jeg vide det? Du plejer jo altid selvat hænge dit Tøj omkring paa alle muligeSteder, hvor vil Du saa forlange, at jeg skal vide Besked om det?“ — „Jamen den hang her,“ gispede Sørensen, „og nu er den der ikke mere.“ — „Ha ng den der, saa hænger den der ' vel endnu“ sagde jeg, men begyndte dog at blive uhyggelig. — Vi endevendte saa baade Klædeskabet og hele Huset og kunde ingen Ting finde, indtil vi endelig oppe paa Pulterkammeret finder Kjolen i en Vadsæk. Saa rendte jeg ned til Sørensen med den ganske triumferende. „Men det er jo min gamle Kjole,“ Siger Sørensen. „Nej den ligger jo derhenne paa Stolen“, siger jeg. Sørensen ser derhen og paa en Gang sætter han sig ned paaSengekanten Og ryster over hele Legemet, og jeg trode han skulde faa Apoplexe eller Dyspepsin eller saadan Noget og kom strax med en Skefuld Lakritsmixtur som var det eneste jeg havde ved Haanden. Men i Steden for at tage det med Sagtmodighed farer han op som en Besat og slynger mig de værste Be­ skyldninger lige i mit Ansigt og siger jeg ruinerer ham og bringer ham til Bettelstaven og han er den ulyksaligste Mand under Solen og at jeg er ligesom Eva, der lokkede Adam til a t . spise af Æblet og at jeg har fristet og forført ham til at gaa til daglig i sin nye sorte Kjole og nu har han to gamle Kjoler og ingen ny og han vilde Fanden — og saa gav han sig til at bande og sværge; men s a a blev det mig for galt og saa rejste jeg mig op og gik lige hen imod ham og saa ham stivt ind i Øjnene og sagde ganske rolig: „Du er et Fæ Sørensen“, og saa gik jeg ud af Stuen og smak Døren i efter mig saa det drønede i Huset og den lille Amor vi har i Gibs paa Kakkelovnen faldt ned og knak Næsen og siden har jeg ikke set Sørensen og jeg taler ikke et Ord til ham før han har bedet mig om Forladelse paa sine Knæ. Men nu skal jeg ned til Modehandlerindeu og se paa en ny Hat, saa nu maa jeg sige Farvel søde Fru Schrøder og tusind Tak baade for Deres Deltagelse og deres Kaffe det gjør saa godt naar Ens Hjerte næsten er knust — Men Sørensen skal taa det betalt 1 — Det kan han være vis paa!

Te den mareløse Konstnerinde TORA SYARTSNILSEN fra hinners uforstørrelie Beondrer aa Yen

SØREN PIPPEROP.

V a æ nu de a jæ maa høre? De æ en skrækkeli Maler! Nu ha Du jo lat daj forføre Te a fly fra Din Diregtor. K a Du nænne a sla en Haand a Ham, som inte ka leve, naar Du, hans dajlie Primedaanna Saadan svigter sin Tevedaar. Du maa huske, han lo daj amme Op te Konstnerinde a Rang, Saa Du be en Bavermadamme, Som ha montret vos mangen Gang,. Aa han lo daj spelle i «Dora« En Prænsesse, men strax vi saa, A du va vaares ejen T o r a — Kuns mæ Prænsesseklæer paa. Som en Bovfinke ha Du sungen Mæ en Stemme saa endi fin, Aa Du ha osae tit vos brungen Te a ta vos et søndi Grin. — Tak for hvær Trille, Du har slået. Da Du ha kvast enhvær Forhaabning, Du, som hær va paa Moden, se Saa ve jæ gi mit Hjærte Aabning Nu, da Du fletter te Odense: Ves Du tror, a paa Taarestrømme Du ku sejle ovver te Fyn, Sier jæ daj: Du gaar i Drømme! T o r a ! Du gaar f o r k e r t i Byn. Aa som din evi sorne Ven Onsker jæ i de hele taet, A Du maa sla dem om igæn.