S_Punch_1879

39

Drosche og hjem og en Doktor og Hofmaodsdraaber og det var jo meget smertefuldt og generende fordi Sørensen rnaatte ligge paa Maven to Dage men det kjedeligste var at han i længere Tid ikke kunde taale at sidde ned saa han knnde ikke komme med til Taffels, hvor han var indbudt som Formand for Smørgrosserernes Maadeholdsforening hvad han egenlig ikke er men var naturligvis gaaet alligevel, da han jo dog er Foreningens Kasserer og det var ham der havae faaet Indbydelsen ug hån var især kjed af det fordi der var Jagt i Forvejen cg han vilde gjerne have set hvordan Kammerraad Androkles Lembcke, som ogsaa var med- bar sig ad med at beskytte Dyrene under de Omstændigheder. Det er det som Fritz Grønbæk kalder et Dilemma og uer som Kammerraaden har været mellem Jægerne, vil jeg da haabe, han har skudt forbi med Villie og ikke molesteret Andre end maaske en tjenstgjørende Kammeijunker eller et Par Klappere, hvad der jo ikke gjør saa meget og i alt Fald ikke strider mod Foreningens Principer. Men De kan jo nok tænke Dem søde Fru Schrøder, at da jeg saa Sørensen ligge der, bleg og blødende paa sit Smertens Leje, smeltede mit Hjerte og jeg skjænkede ham min Tilgivelse, og Fredens Genier vendte tilbage ved ‘vores Arne og nu er Petrine desuden i den syvende Himmel fordi hnn er bleven antagén som høj Sopran i Sicilieforeningen, hvor hnn skal svnge ambrosiansk Lovsang og glæder sig til at træffe Emil Poulsen, som jo maa være med i den og som hnn siger alle unge Piger med aaben Sans for det Skjønne maa være begejstrede over, selv om lave og misundelige Mennesker gjør Nar deraf og laver ham om til Sprællemand og hun havde nær givet Frits Grønbæk en paa Øret fordi han kom med saadan en Sprælle- Ambrosius, for hidsig er Pigebarnet, det har hnn efter sin Fader og ikke efter mig, der altid har været blid cg eftergivende, det véd De bedst, søde Fru Sørensen, der har kjendt mig fra ung af og altid holdt saa meget af mig som jeg ogsaa vil gjengjælde Dem saa længe jeg lever, og nu skal De have Tak for Kaffe, det gjør virkelig godt en Gang at tale med et Menneske med virkelig Dannelse og den bar De, søde Fru Schrøder, det hører man strax, paa Alt hvad De siger. Farvel. Overlampepudserens Daarboer var et Glimt af vor Teaters Sol. Som er gamle Holberg, hvem vi ikke har set længe; Inden Døre. Og kunde ikke være ham bekjendt som i Fredags; Hvor han var gnaven og rørende og ubehagelig, men slet ikke morsom og vittig; Som ban plejer, naar han er sig selv, saadan som vi kjender ham , og ikke bearbejdet med norsk Graavejrsstemning og j Bjerteklemmelse vg Fyrretræsdiift. Og det var meget na­ turligt at Jerndorff ikke kunde holde det ud ret længe. Men gik en lille Forfriskningstur og saa kom ind og gjorde Kode paa Legen, der var meget kort. Men altfor langl F r e d a g den 2 4 . E t Solglim t og Valkyrien. Det

V alkyrien var ogsaa et Solglimt; Nemlig for Balletten. Hvori Bornevildes udødelige Battemanger kalder Kæmpelivet i Norden frem paa Scenen og danser i Øhlenschlægers Fodspor med Grasie. Men desto værre hviler Mesterens Aand ikke over hans Skabningers Præstationer og Nastronds sorte Birntudser og Svartalfer gjorde megen Ulejlighed. Saa at Petersen, som jo har været Sømand, maattc vove sit Liv og kaste sig ud i det vilde Hav og klare Ærterne; Deri. Som jeg besvor ham at lade være. Men han svarede: "Komandanten aa den ubønhørlie Plegt kalier paa mig, Severine! Hels Motter. Hvorpaa han gjorde Svømmetag tvers over Havet tii Beundrelse for Folk i Etasjerne, der kunde iagttage hans Dygtighed. Og Dødsforagt. Og Heltene blev ikke slaaet rigtig ihjel; Som de skulde, men der var L iv i Flere, som kravlede ud af Valpladsen som Fluer af en Tallerken Kvasia og ind mellem Kulisserne og der var En som tabte sin Sko og dansede paa Strømpe­ fødder, hvad der ikke passer sig for en gammel Helt. A f de nordiske; Som siet ingen Strømper havde. Og Musikken var uenig indbyrdes, saa at Nogle kom i«r3t og Andre bagefter, Og baade Malle og jeg gik i Seng med røde Øjne. A f Ærgrelse. Og vare beklemte over, hvad «Dagbladet» vilde sige, men som har været opfyldt af blid Stemning og ædle Følelser og ladt være at ligge Mærke, men dækkét os med Kjærlighedens Pelskaabe. Og har skrevet »At Bal­ letten gik med sædvanlig Præcision». Og jeg skal huske ham det en anden Gang og kaste Medlidenhedens Slør over; Hvis han skulde gaa i Vandet. Og ikke sætte ham i Dag­ bogen. Desangaaende. Men Erik Bøgh var haardere mod os end han plejer; Mod Kasino. Hr. Qvsrretsprokurator Bøoker j f o j B r contra Hr. Ingeniør Keiffler. H r . Prokurator B ø c h e r han Eliked fit Sporvejsfelikab kjærlig, Han for at flyre det var Mand Han fine Ord bela’e faa herligt. K e i f f l e r forilod slet ej den Kunft, Alle hans Ord de var omfonft. Stræb B ø c h e r , ftræb B ø c h e r , alt hvad Du kan, Pas paa Hr. K e iff le r fom en Mand. B ø c h e r cr i Kontrol faa flor, K e i f f 1 e r er mere overfladiik, B ø c h e r ej fpored Spor af S p o r, Mente, Projektet var fporadiik. Og faa han endte med de Ord: cG aa! V i Dig kjender paa dit Spor!» Stræb B ø c h e r , ftræb B ø c h e r alt, hvad Du kan, Pas paa Hr. K e i f f l e r fom en Mand.

Der var mødt Folk faa langvejsfra, Fra Frederiksberg og andre Sogne,

K e i f f l e r han vilde bare ha’e A t Aktionærerne iku’ vogne. A k , men hans Vognborg helt slog K lik , Han op at kjøre ej dem fik. Stræb B ø c h e r , ftræb B ø c h e r , alt hvad Du kan, Pas paa Hr. K e if fle r fom en Mand.

«Jeg holder ej af Skumleri, Synes ej om den Slags Komedie, Altid der var jo Rumleri I dette Selikabs Vogne, ved je’ .»

Og med de Ord gik Hr. K e if fle r fin Vej : «God N at, Vogn, og mange Tak for mig!» Stræb B ø c h e r , ftræb B ø c h e r, alt hvad Du kan, Pas paa Hr. K e if f le r fom en Mand.