S_Punch_1879

67

samme havde han set Gamél staa for sig med en Pose med hundredetusinde Kroner i, som han saa forærede Sørensen, men nødig. Og Sørensen havde været saa glad derover og aabnet Posen, men saa var alle Kronerne forsvundne og der var ikke andet tilbage end en Kaffepose med ægte Gamélsk Kaffe­ grums i, og Sørensen havde saa ndstødt et Skrig af Skuffelse og saa var baade han og jeg vaagnede. Men da vi tænkte over den Drøm, saa huskede vi paa, at baade Drømme og Kaffegrums har Spaadoms- kraft og saa sagde jeg til Sørensen: „Hør Sørensen, sagde jeg, det knnde egenlig være en baade nem og behagelig Maade at tjene Penge paa“ , og den næste Dag kjøbte jeg fire Pund Kaffe hos Gamél og siden den Tid har baade Sørensen og jeg og Petrine og Frits Grønbæk og Juliane og Jespersen, hendes Mand, drukket den ene Kop Kaffe efter den anden baade Nat og Dag. Men endnu har vi ikke fundet noget og jeg er den eneste, der endnu kan holde ud. Jespersen der er svagmavet, stakkels Mand, maatte gaa til Sengs allerede den tredie Dag, saa faldt Frits fra og derefter Sørensen og Juliane, Petrine holdt ud en Dagstid endnu men har ikke lukket et Øje i fire Døgn saa nervøs er hun bleven, men jeg giver mig ikke endnu saa Gamél skal ikke glæde sig for tidlig. Men er det for Pesten ikke gruligt med den Kaffer­ krig og jeg er saa bange de udrydder Kafferne og opsender hver Dag de mest brændende Kaffebønner, som Fritz Grønbæk kalder det, for at de maa sejre, men det varer vel længe inden vi hører noget fra dem, da de bor helt dernede paa Khp, hvor man faar Kapers og Kapuner fra men før Isen gaar væk og Kapsejladsen begynder faar man vel ikke Noget videre at høre derom, men De og jeg, søde Fru Schrøder, véd nok hvem der vil være glade dersom Kafferne gaar af med Sejren. Ja nu Farvel søde Fru Schrøder, jeg maa hjem og tage fat paa Gamél igjen. Farvel. Paa Vejentil Helgenglorien.

Skøndt ikke fro i sit Hjerte, Han Fropræken holdt paa Fyn, Fra Læben „bevingede Ord“ hen­ fore som rullende Torden, Og Tankerne glimted’ som Lyn: „Og dersom en Højremand vælges, Da vorder jeg gram og haard; Den Stad, som vil ikke mig dyrke, Skal ned i det yderste Mørke, Hvor ingen Bane den faar!“ Men det var hint Sandhedsvidne, Det skulde han inte ha’e sagt: Mens „oplyste Vælgere“ stode Forundred’ omkring ham og giode, Gav Højre paa Talen Agt. Thi da til Tinge han stævned’ I egen ædle „Person“, Rev man den stakkels Blæsen- Borggreve grusomt i Næsen Hans uheldige „As s en s i on“. Og det var den fromme Broder, Til Forsvar han nødsaget blev, Og viste sig her som en værdig Fordums Ven af Al b e r t i, Og som St. L o y o l a s Elev. Dem skolde man ikke ta’e ’et fra, Og derfor gik trygt han fra’et a’ Uden Samvittighedsnag. Den stakkels uskyldige Martyr 1 — Hin Bane, som Assens ej faar, Er, trods dialektisk Færdighed, Et Saar i hin Ledres Troværdighed, Ja næsten et B a n e - S a a r ! Rebus. %nkofm§ Han hævet var over Højres Vidner i denne Sag,

let var den fromme St. Ho l s t e i n , Han vandred’ sin Pilgrimsgang

Og frydede Vælgermassens Øren hist ovre i Assens Med Messe og Aftensang.