S_Punch_1879

74

Mo r a l : Naar der er Nød paa Færde man hjælper, fom man kan, Medlidende de F attige, fom trænge; D et famme gjør naturligvis den brave Gaardmand s- ftand, — Ifaer naar det kan ike for Statens Penge! Ole Lukøje. Frit efter H . C. A n d e rsen . -■■¡'•lili!1! « J i m

«1 denne Vinter har vi havt en usædvanlig Froft», Som hverken har gjort Fiike eller Fugle glad, Endiige dem , der leve maa af fimpel Husmandskoft; D e fe med Vemod i det tomme Sulefad. Ja, det er gale Tider paa Landet fom i Stad Og ikke mindft for Talmajeftæteme, Om det faagar er T a u b e r , er han kun lidet glad, Nu har han ikke Rejfediæterne. Man gribes af Medlidenhed ved Smaakaarsfolkets Nød, Selv om man kun e rX ved V e j l e F o l k e b l a d , Og føger dog at ikaffe det lidt Smør paa dets Brød, Naar derved man kan flippe for Folkehad. D e Herrer Demokrater, fom er vant til Kamp og Splid Og til at fulteføde Embedsmændene, Udfolde meget vifelig i denne ftrenge Tid En Hjertensgodhed, der e ( næften blændende. T i nu har T h o m a s N i e l f e n fom trofaft Ven- ftremand Beftemt fig til at gjøre lidt for Masfen Og laane Statens Penge til den ftakkels Husmands- ftand, Saa længe der er Spor af Mønt i Kasfen. Desuden B e r g og H ø r u p paa famme Strænge ilaar: D e fparer ej paa Kronerne og Ørene, Men føger at bevife faa g o d t, fom de formaar, «At det at gjøre vel er faa velgjørende». J e n s B u f k med milde Øjne paa Forilaget fer, Derfor han ej kan nokfom anbefale det. — D og er det ingen Kunft at være god paa den Maner, For det er ikke ham , der ikal betale det. Om Hjælpen er fornøden, maa ftaa ved fit Værd, V i bøje heri os for Venftres Kyndighed; Men disfe Forflag kafter et løjerligt Skjær Over Venftrefolkets fuveraine Myndighed. Den fribaarne Væ lger, Selvftyrismand af Rang, Som kaldet blev for Land og Folk at raade, Sin egen lille Husmandslod knap ftyre kan en Gang, Men leve maa af Statskasfens Naade i D og vænnes man til Sagen og faar man den iklædt Den Dragt, fom det fig fømmer Demokraten, Er Vælgerfolket faadan en Slags Tal-Majeftæt, Som bør nyde Appanage af Staten.

I hele Verden er der Ingen, der kan saa mange Historier — baade hele og halve — som 01 e Lukøj e . Saadan ud paa Aftenen, naar Borgemestrene sidde nok saa net oppe paa Raadhuset eller hjemme i deres Stuer og tænke paa Borgernes Vel, kommer Ole Lukøje; han kommer saa stille op adRaadstue- trappen, for han gaar paa Hosesokker, han lukker ganske sagte Døren op og fut! saa sprøjter han Borgemesterne sød Melkepnnch i Øjnene, saa fint saa fint, men dog altid nok til at de ikke kunne holde Øjnene oppe, og saa bliver de tunge i Hovedet, o ja! men det gjør ikke ondt, for Ole Lu k ø i e roener det just godt med Borgemestrene, han vil bare have, at de skulle sove, for at han kan for­ tælle dem Historier. Naar Borgemestrene nu aover, sætter Ole Lukøje sig paa Sengen; han godt klædt paa, hans Frakke er af Silketøj cjg under hver Arm har han en Avis, én med Billeder, som kaldes „Punch“, og den viser han de g*»ae Borge­ mestre og saa drømme de hele Natten de dejligste Historier, og én Avis bar han, hvori der ikke staar Andet end Ubehageligheder, og den giver han de uartige Borgemestre og saa maa de læse i den hele Natten og naar de vaagner — for sommetider vaagner Borgemestrene — har de glemt det Alt­ sammen igjen. Nu skulle vi høre, hvorledes Ole L u k ø j e i en hd Uge kom hver Aften til en lille Borgemester, som ied E hl er s, og hvad han fortalte haml Der er hele syv Historier, for der er syv Dage i en Uge og den sidste Dag er Syvsoverdag. Handag. „Hør nu en Gang!“ sagde Ole Lnkøje om Af-» tenen, da han havde faaet Ehlers i Seng, „nu skal jeg pynte op!“ Og saa blev Kjøbenhavn paa enGang