S_Punch_1879

8 6

Og derfor, da hans Frihed flakker om Fo r Tiden som en Lygtemand i Sumpen, Det trøster, at der dog er én Ting, som Han i kk e har tilfælles med «die Lumpen»!

Man hører fra «das grosse Vaterland» Beftandig ftærke Røfter, fom fortæller, At Danmark for hver Stump, det véd og kan, Til Tyikland over Ørene i Gjæld er. Vi vare funkné kun i Barbari * Og i den allerfortefte Vankundighed, Hvis Tyikland ikke ftadig ftod os bi Og hjalp os med fin velbekjendte Grundighed. Vi ikylder det faagar vor Kriftendom Og Alt, hvad dermed bringes i Forbindelié, Og naar vi blot vil tænke lidt os om, E r Sproget og vor Kunft af tyik Oprindelfe. Saaledes lyder Talen, dæmpet fnart, Snart overlydt i vilde Skyr udfkreget. — Bevares, det er ganike foleklart, Vi ikylder Tyiken grumme, grumme meget. Vi ikylder dem den Kriftendom, vi har, Det fige de os ideligt og ideligt; Naturligvis, d en g a l l i f k e A n s g a r Han var en Tyfker, det er ubeftrideligt! Vi ikylder dem, fom i juridiik Stil Har eliket Annexioner indtil Lidenikab, En dybtfølt Tak for Fandens Ord i Ki e l : At Løgn er dog i Grunden ogfaa Videnfkab. Vi ikylder dem i Grunden højlig Tak For deres Røvertog faavelfom Løgnene; De har os lært, at vi bør undgaa Fak: De felv har revet Bindet os fra Øjnene. *Vi ikylder dem at tilftaa: Vi forftaa Slet ikke deres «venlige» Bebrejdelfe, Da deres egen Visdom hviler paa En fra det f r a n f k e hentet Bearbejdelfe, Det falder for en Tyfker aldrig fvært Med fine gyldne Visdomsfjer at prale, Men at hans Folk har laant, hvad det har lært, Derom er det vel aldrig værd at tale. En Tyiker tager gjerne Munden fuld, Han fer fig om med rovbegjærlig Spejden Og annekterer andres Aand og Guld, Han véd jo: «Nur die Lumpen sind bescheiden».

Fru Sørensen. Ja søde Fru Schrøder, De kan ikke tænke Dem, hvor vi Alle hjemme er bievne mismodige over den Konfusoriumsbeslutning, at det bliver til Lamperøg med Universitetsfesten, som vi Alle sammen havde glædet os saadan til og Sørensen givet Penge til oven i Kjøbet, fordi vi havde jo ud­ regnet, at naar vi tog en Gjæst for Exempel en islandsk eller en grønlandsk Student, som er nøj­ somme og kunde have ligget paa det lille Tagkammer De véd, ved Siden af hvor Sørensen har sit Oplag af Klipfisk og hvor de kunde have følt sig ganske som hjemme, saa kunde vi kommen med paa den Ronto, Sørensen til Kommunemiddagen og Petrine og jeg til Bal og Frits Grønbæk som Marskalk til det Alt sammen og det kunde have været saa mor­ somt netop paa den Tid hvor vi ellers havde Grund­ lovsdag som vi nu ikke har, saa at have noget Andet. Men Alt det har Konfusorium ødelagt fordi det ikke var efter Madvigs Grammatik og de har ikke ladt sig bevæge selv af Fischer, der slyngede en Bulle imod dem ligesom Paven i „Brud og Amagerkone“ eller hvad det hed som gik paa Kasino i sin Tid. Frits Grønhæk gjorde saamæn, bvad han bunde det Skind, for De skal ikke fortælle det videre, Fru Schrøder, men det var saamæn ham, der ganske I mutters ene var „en Kreds af yngre og ældre Ma- kademikere“ og fik en Adresse lagt hos Boghand­ lerne og i Studenterforeningen, hvor de rev den itu, fordi de sagde at de vilde ikke have den Slags Vigtigmageri af et ungt Menneske, naar de havde en hel stor Komité til det Samme og Regensprovsten rykkede ogsaa i Marken, men Provsterne har nu ikke rigtig Held med sig i denne Tid, saa der skrev de under alligevel. Og hvad der jo især hjalp, var det, at Dagbladet tog sig saa venligt af Adressen og trykkede den ^»elt af og gav Finter baade til Provsten og Studenterforeningen. Og maa jeg nu ikke spørge Dem søde Fru Schrøder om jeg ikke har Eet i at kalde Frits Grønbæk et haabefnldt nngt Menneske, selv om han ikke har faaet bedste Karakter til sine Examer, men hvad det kommer an paa er at ban har, hvad Sørensen kalder „En i Ti-Aktiv“ fordi der kun er En af Ti der har det, men hvad hjælper det Alt sammen, naar Konfnsorium siger ren Nolo til det Hele. Det gik ikke Petrine