HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

SIGURD JENSEN

1 5 4

Rosenborgg. 3. 18. Marts 1899

Hr. Borgmester L. Borup! Jeg har modtaget Deres Brev af 16. ds. og takker Dem, fordi De har meddelt mig, at De paa Mandag agter at rette et stærkt personligt Angreb paa mig; jeg kan jo intet have at indvende herimod, hvis De mener at have Grund dertil, skønt jeg ikke mener, De har det. Resten af Brevet vil jeg helst betragte som uskrevet; jeg ville nødig have, at den skulle bringe Forstyrrelse i det gode Forhold imellem os, og jeg tror, at De selv, naar De kommer i Ro, vil erkende, at saaledes kan en Borgmester ikke vel skrive til Borgerrepræsentationens Formand. Deres meget forbundne H. Trier. Borup havde i brevet fået lejlighed til at afreagere lidt, og Triers brev har vel også gjort sin virkning, i al fald blev hans indlæg under den følgende debat nok skarpt, men ikke uligevægtigt. At han var meget bitter, er klart, men hans bitterhed blev først og fremmest rettet mod pressen. Hvad kommissionens betænkning an­ gik, så fandt han, at den »var skrevet med megen kunst«, og denne kunst var anvendt for at sværte ham. Alle vidste jo, hvem der havde været kommissionens pennefører (så undgik han at nævne Triers navn) og til ham ville han sige, at det var overordentlig let at være bagklog, og når bagkloge folk kritiserer andre, var der intet, der in­ teresserer dem mere end plan, forsynlighed osv.54 Forinden Borup talte, havde der været talt af udvalgets ordfører Oskar Johansen, der til daglig var en af dem, der drillede Borup mest, men som i dagens anledning var relativt afdæmpet, og som især havde beskæftiget sig med principielle spørgsmål om, hvorvidt kommunen i højere grad skulle lade borgerne få indsigt i dens planer, om man ikke skulle se at komme væk fra de indflydelsesrige fællesudvalg, om ikke magistraten som en helhed i højere grad skulle kontrollere den enkelte borgmester osv. Det sidste punkt var naturligvis ikke tænkt som en venlighed mod den stærke finansborgmester. Efter Borup talte nationalbankdirektør Strøm, der følte trang til at understrege, at udvalgets redegørelse rensede den siddende kommu­ nalbestyrelse helt og holdent, og selv om der endnu veksledes en række