HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

14

JACOB B. JENSEN

ne var den angrebne part, som forsvarede gammel praksis, mens byer­ ne stred for en udvidelse af deres rettigheder med en monopolisering af al handel på borgernes hænder som det endelige mål. De mener dog, at landkøbsforbudet kan spores i lovgivningen tidligere end 1422. Pasternak finder det udtrykt i Erik af Pommems købstadprivilegier forud for 1422, mens Vestergaard finder det i privilegier allerede fra Valdemar Atterdags tid og daterer »skellet mellem ny og gammel handelsret« til tiden o. 1360. Den aktuelle baggrund for brevet af 15. februar 1422 var efter Jakob Pastemaks opfattelse en strid mellem adel og gejstlighed på den ene side og købstæderne på den anden. Stridens parter havde gen­ sidigt klaget over hinanden. De privilegerede stænder var utilfredse med borgernes forsøg på at koncentrere omsætningen i byerne, mens borgerne klagede over, at godsbesidderne drev handel udenfor køb­ stæderne. Kongen får tildelt mæglerens rolle, og brevet repræsenterer det forlig, han bragte i stand. Det ses som udslag af kompromis-ånden i brevet, når landkøbsforbudet blev rettet mod »bønder og vomede« og ikke storgodsejeme, som var de egentlige misdædere. Efter det ovenfor givne referat af brevet er denne udlægning ikke korrekt. Det er rigtigt, at der er to parter, der klager, nemlig dels rådet, gejstligheden og adelen dels borgerne, men det siges klart, at de klager over de samme forhold, nemlig at der ikke hersker »skelligt regiment« med købmandsskab. Dette udtryk bruges i forbindelse med begge klagerne, og det er utroligt, at det skulle være anvendt med stik modsat betydning med få linjers mellemrum. Ydermere bliver det begge gange fremhævet, at købmandsskab hører hjemme i købstæ­ derne. Også det forhold, at klagepunkterne først bliver opregnet, efter at borgernes klager er nævnt, må tages som udtryk for, at der her­ skede enighed mellem de klagende grupper. Adel og gejstlighed stod tydeligvis på borgernes side i denne sag. Heller ikke senere forbud mod landkøb er rettet mod dem, men kun mod bønder.3 De privilegerede stænder havde ret til selv at indføre varer til eget forbrug. Denne ret blev ikke anfægtet i brevet af 15. fe­ bruar 1422, som alene beskæftiger sig med en groshandel. Striden stod mellem på den ene side købstæderne og de hævd­ vundne markeder og på den anden side købmænd, der rejste rundt i landet og handlede direkte med bønderne, og de nye fiskelejer, som