HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

E R I N D R I N G E R I AF HENRY STJERNQVIST

Kontorchef, cand. polit. Henry Stjernqvist ( f-id g g ) , der var for­ mand for Københavns borgerrepræsentation 1962-70, fortæller i det følgende erindringer fra sin barndom og ungdom i København. I et erindringsafsnit, der vil blive bragt ved en senere lejlighed, fortæller han om politikere, han mødte eller fik et indtryk af i sin ungdom.

Mine første erindringer går tilbage til dengang, mine forældre boede i Møntergade 4. Jeg har da højst været 3 år, idet vi flyttede til Åbenrå på et tidspunkt mellem 1. maj og 1. november 1902 - ifølge mandtals­ listen. Jeg husker en ganske ligegyldig situation, hvor min far, der var hjemmearbejdende skræddersvend, sidder ved sin symaskine med en petroleumslampe på maskinen, og jeg sidder ved siden af, nede på gulvet, vel sagtens med noget legetøj. Hvordan kan det være, at netop et sådant billede har fæstnet sig i hukommelsen? Der skete jo intet af særlig betydning. Om psykologer kan give en forklaring, ved jeg ikke. I Åbenrå nr. 2 boede vi derefter i 5 år. Ejendommen lå på hjørnet af Landemærket, og det var en af de ejendomme, der var så megen blæst om for nogle år siden, og som nu, sammen med en række andre ejendomme i Åbenrå, er blevet restaureret, eller rettere helt ombygget, men i den gamle stil. V i boede på 2. sal, og stuerne var meget, meget små, især hjørnestuen. Øverst, på 3. sal, boede en fru Andersen, som jeg for en snes år siden var oppe og ønske til lykke, da hun blev 90 år. Hun har altså boet der i et halvt hundrede år og åbenbart følt sig til­ pas. På 1. sal boede husets ejer, spækhøker Nielsen, der havde sin for­ retning i stuen. Fra gaden kunne man tit se ham stå i kælderen og skrabe grisetæer til sent ud på aftenen. De havde en tjenestepige, som det hed dengang, og hun havde sit lille værelse i en diminutiv sidebyg­ ning i gården. Jeg skønner, at gården ikke har været mere end en halv snes kvadratmeter, men der var et toilet i gården med træk og slip, hvad der jo var sjældent på de tider. At spækhøkerens hørte til et høje­ re socialt lag følte jeg blev demonstreret ved, at de gav deres datter, der var 4 år ældre end jeg, et klaver. Trappegangen var for lille til,