HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

180

HENRY ST JERNQV IST

en kendt professor, kommenterede, og han kunne få selv de dårligste resultater til at fremstå som virkelige sejre for danskheden. Efter lørdagsmøderne var der som regel dans, hvor et eller flere medlemmer satte sig ved flygelet og leverede musikken. Der var dog også baller med professionelle musikere, og jeg erindrer et sådant, hvor jeg med min dansepartner svingede mig til tonerne af »Vaskepigemes sang« fra operetten »Kejserinden«. I pausen spurgte jeg hende, om jeg måtte invitere på en forfriskning, og det måtte jeg. Jeg kom dog i knibe, da jeg, medens tjeneren stod afventende, spurgte hvad hun ønskede, og hun sagde noget, der for mig lød ganske uforståeligt. Men jeg oversatte det efter bedste evne og bestilte 2 »Sjallebranje«. Det viste sig at være Cherry brandy, og det var første gang, jeg havde hørt om denne drik. Som en reaktion mod ånden i Studenterforeningen blev i 1920 genoprettet det hensovede Studentersamfundet, og jeg meldte mig for­ holdsvis tidligt ind i dette. De første møder blev holdt i Paladsteatrets »Blå sal«, og de var meget stilige, men efterhånden jævnede det sig, og da man fik daglige lokaler på toppen af Revisionsinstituttets byg­ ning på Vester Boulevard, følte man sig mere hjemme, og jeg tilbragte mange hyggelige timer deroppe, også efter at jeg var blevet kandidat. Det var et meget blandet milieu, jeg kom ind i, spændende fra evig­ hedsstudenter, nogle lidt »våde«, til blomsten af landets kulturliv. Åndsindstillingen var radikal, dog ikke specielt partipolitisk, og af ortodokse socialdemokrater fandtes kun få. En undtagelse var dog Tønnesen, som ganske vist senere en overgang blev kommunist, men hans naive, fanatiske vedholden ved dogmerne forhindrede ham dog ikke i at være et skattet medlem af »lokalebissernes klub«. Han forsøgte forgæves at få en eksamen, først som polit. og derefter som jur., men hans politiske aktiviteter og opholdet deroppe på sjettesalen tog så meget af hans tid, at det aldrig blev til noget. Han kunne skrive ferme vers, og med tiden fik han i den faglige presse optaget en række artikler om historiske emner, samtidig med at han passede et job som korrekturlæser på »Socialdemokraten«. Fysisk havde han altid været et skrog, hvis jeg må bruge det udtryk, men han var alle dage en brav fyr. Jeg besøgte ham 3 uger før han, oppe i tresserne, døde på hospi­ talet i De gamles by. A f andre typer skal jeg kun nævne »Teologen«, også kaldet »Biskop