HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

E R IK AF POMMERNS PR IV ILEG IER 17 havn. Dertil kommer, at det er skrevet på papir med segl trykt på bagsiden. Sådanne breve blev anset for mindre forpligtende end per- gamentbreve.6 Papir var endnu relativt nyt som brevmateriale, men havde allerede vundet indpas til missiver og breve af mere privat ka­ rakter.1 Pergament blev stadig foretrukket til dokumenter af varig betydning, mens papir blev benyttet til sager af lokal og øjeblikkelig rækkevidde. De tre købstadbreve fra Erik af Pommerns tid, som med sikkerhed kan siges at være skrevet på papir med påtrykt segl, er alle missiver, hvis formål ikke var at skabe ny ret, men at skabe respekt for gamle regler eller regler givet af en lavere instans, f.eks. et byråd. Man må regne med, at det også var hensigten med brevet af 15. fe­ bruar 1422.8 Når brevet er blevet anset for gældende for alle sjællandske købstæ­ der, skyldes det, at der konsekvent tales om »vore købstæder« i fler­ tal og om købstadmænd i bred almindelighed. Den hidtidige forskning har valgt at tillægge dette større betydning end adressen i brevets ind­ ledning: »borgmestre, rådmænd og menige almue i København«. Der er imidlertid intet andet end denne flertalsform, som kan antyde, at brevet har været tilstillet andre byer. I betragtning af de sproglige unøjagtigheder, der blev påpeget ovenfor, er det betænkeligt at lægge så stor vægt på dette ene forhold. Betegnelsen forordning, som er blevet hæftet på brevet af 15. fe­ bruar 1422, er ikke strengt korrekt. Den er hentet fra enevældens tid, hvor den blev brugt om mindre lovgivningsarbejder i modsætning til større love og lovsamlinger som Kongeloven og Danske Lov. Begrun­ delsen for at kalde brevet af 15. februar 1422 en forordning var, at man anså den for gældende i en hel landsdel, ja i hele landet. Da denne antagelse ikke holder stik, bør også betegnelsen forordning fra­ tages brevet, og det må henvises til en mere ydmyg plads blandt de mindre vigtige kongelige breve til byen København. IV Som en understregning af, at brevet af 15. februar var en øjebliks­ foranstaltning, fik det kun lov at stå alene i kort tid. Allerede i oktober måned 1422 henvendte rådet sig igen til kongen og klagede over, at byens privilegier var mangelfulde og bad ham i lighed med sine for