HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

E R IK AF POMMERNS PR IV ILEG IER

2 1

vendes fra en købstad mod en anden. Det første var tilfældet ved Ny­ borgs kamp for at fastholde Vindinge herred som opland.1 Det her­ tugelige privilegium for Tønder 1354 var et forsøg på at vende en del af den kongelige by Ribes opland mod det hertugelige Tønder.2 Disse kilder kan kun forstås, hvis man går ud fra, at byernes eneret på handel var anerkendt, sådan som det var tilfældet i Sverige.3 Selvom landkøbsforbudet ikke udtrykkeligt nævnes i handelslovgiv­ ningen, må det dog have været anerkendt i praksis, da der er andre bestemmelser, som ville være meningsløse uden det. I stadsretteme fra 13. årh. gives omhyggelige regler for, hvilke varer fremmede købmænd må købe og sælge i byen. I Københavns første stadsret fra 1254 står reglerne i art. 4-5. Gæsterne må ikke sælge tøj i alenmål eller falbyde fødevarer på torvet. De må ikke opkøbe ubehandlede skind, kom eller andre landbrugsvarer på torvet. Det skal være forbeholdt borgerne, som derpå kan videresælge varerne til eksport. Disse artikler gav be­ skyttelse mod konkurrence udefra både til landboerne, som skulle sælge deres produkter på torvet, og borgerne, som skulle være mellemmænd mellem producenter og eksportører. Beskyttelsen ville imidlertid være illusorisk, hvis de fremmede købmænd uhindret kunne rejse ud på landet og gøre forretning med bønderne. Der findes tilsvarende gæsteretlige bestemmelser i alle stadsretter fra sidste halvdel af 13. årh. undtagen den berygtede Ribe stadsret, der kun omfattede strafferet. Man må derfor antage, at købstædemes handelsmonopol har vundet hævd samtidig med eller kort efter at byerne blev udskilt som særlige retskredse. Grunden til at lovgivnin­ gen ikke indeholder forbud mod landkøb må være, at der ikke har været behov for at indskærpe det. Det behov opstod først omkring midten af 14. årh., da der skete et opbmd i handelsvaneme. Skåne- markedet mistede sin karakter af international varemesse, og fiske­ riet bredte sig over hele Øresundsregionen og langs Skånes sydkyst. Også varehandelen spredte sig og gav basis for opkomsten af nye byer ved Øresunds kyster. Samtidig opstod imidlertid en række mindre omsætningspladser på steder, hvor fiskerne søgte ind. Det var disse »nye fiskelejer«, som gjorde byerne rangen stridig, og som disse derfor ønskede at komme til livs ved hjælp af landkøbsforbudet. De stadig hyppigere gentagelser af forbudet skal ses i lyset af den undergravning af købstædernes stilling, som den stigende landhandel betød. Borgerne