HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

VOR FRUE K IRKES REL IKV IER 27 Både reliquiæ (flertalsform, hunkøn) og reliquiarium (ental, intet­ køn) er ligesom relicta = enke og relikt (af relictus ) afledt af det la­ tinske verbum relinquere = at efterlade, at lade blive tilbage etc.; re­ liquiæ anvendtes i senantikken dels om måltidsrester og dels om de ubrændte rester af et lig. Udviklet fra den sidstnævnte betydning sej­ rede i middelalderlatinen den betydningsnuance, at relikvier var de døde helgeners legemer eller dele deraf eller ting, som havde været i berøring med den afdøde, og som derfor måtte formodes at besidde noget af den undergørende kraft, man tillagde helgenerne. Helgen­ dyrkelsen var begyndt ved helgenens grav. I Rom opfattede man i de første århundreder martyrgravene omkring byen og de store begravel­ sespladser i katakomberne som ukrænkelige, mens man i den græske del af romerriget tidligt begyndte at flytte og dele relikvier, for at byer, der ikke var så heldige at eje en helgengrav, kunne få del i miraklerne. I vesten fastholdt man længe gravens ukrænkelighed og nøjedes evt. med »indirekte relikvier« såsom klæder og lignende, der havde været i berøring med helgenen. Gregor af Tours fortæller bl. a. i sine mirakler, at støvet fra St. Martins gravplade havde været årsag til adskillige hel­ bredelser. Som helgenkulten vandt større og større udbredelse, blev der knaphed på relikvier, men ved slutningen af det 4. årh. medførte bi­ skop Ambrosius’ synskhed en række mirakuløse fund af helgengrave i Milano og andre byer. Noget senere fandt man St. Stefans relikvier i nærheden af Jerusalem, de blev efter østlig skik fordelt til en lang række kirker og forårsagede mange mirakler, som biskop Augustin lod beskrive. Da de romerske martyrgrave blev truet af goter og langobar­ der, opgav man modstanden mod flytning, og de fleste helgengrave overførtes fra katakomberne til byens kirker. Roms berømteste marty­ rer var apostlene Peter og Paulus, martyren Laurentius og jomfruerne Agnes og Cæcilie. Rom måtte efterhånden også selv medvirke til spred­ ning af relikvierne, derved blev der basis for en lang række valfarts­ steder rundt omkring i de nye kristne lande. Den undergørende kraft lå i selve relikvien, uanset om man havde erhvervet den ved gave, køb eller tyveri, som da franske munke fra Fleury hentede ordensfaderen St. Benedikt og hans søster St. Scolastica i det krigstruede Monte Cas- sino, eller da venezianerne bragte evangelisten St. Markus til Venedig. Kristendommens udbredelse blandt de hedenske folk i det fjerne nord skabte nye martyrer, men langt fra nok til at dække det stærkt