HøretOgOplevet_1896-1920

155

fra deres Side, der var imod den tvungne Folkeforsikring, lod kom­ me til Orde, saavel fra Mindretallets Side i Kommissionen, som fra store Dele af Befolkningen under og efter Kommissionens Ar­ bejdes Afslutning. Jeg husker da ogsaa, at Steincke ved et Møde, som »Dansk Forening for social Oplysning«, efter at han havde forelagt sine Forslag, afholdt i Grundtvigs Hus, sagde: »Ja, jeg maa jo indrømme, at Jensen-Sønderup for saa vidt har faaet Ret, som der virkelig i mine Lovforslag er noget af Forsikringstvang.« Men det var jo langt fra det, jeg havde ønsket, og en Opsparing af et Forsikringsfond, hvilket jeg saa som en stor Fordel, var der ikke Tale om. Det faldt altsaa i min Lod som Formand i Invaliditets- og Alder­ domsforsikringskommissionen at aflevere Kommissionsbetænkningen til den daværende Indenrigsminister: Ove Rode. Det var jo efter Verdenskrigens Begyndelse, saa nogen større Festlighed som Afslut­ ning paa Kommissionens Arbejde fandt Kommissionen ikke Anled­ ning til at afholde. Men vi indbød dog til en Middag, hvori ogsaa Rode som Indenrigsminister deltog. Vi var alle klar over, at saa- længe Verdenskrigen varede, var Tidspunktet næppe inde til Gen­ nemførelse af en saa stor Sag som Folkeforsikringen. Sindene, saavel paa Rigsdagen som ude i Befolkningen, var for optaget af de Vanskeligheder, som Verdenskrigen skabte ogsaa her i Landet. Dette gav jeg selvfølgelig ogsaa Udtryk for i min Tale til Indenrigs­ ministeren ved Middagen. At Indenrigsminister Ove Rode ikke var enig i Kommissionsflertallets Forslag om Indførelse af en tvungen Folkeforsikring, var jeg vel vidende om. Det viste sig da ogsaa, at der efterhaanden blev gennemført saavel Lov om Aldersrente som om Invaliderente, Hjælpekasser m. v., og den førnævnte Social­ reform af 1933 er jo i høj Grad bygget paa de sidstnævnte Love. Har man læst Steinckes i sin Tid udgivne Bog om »Fremtidens For­ sørgelsesvæsen«, hvori han gaar ind for en Forenkling af vor sociale Lovgivning, virker det næsten som en Nemesis, at da Socialreformen de forskellige Love — udkom i 1933, var de ledsaget af en Mængde »Noter« til Forklaring af, hvordan de enkelte Bestemmel­ ser deri skulde forstaas, men til Trods for de oplysende Noter, er der i den siden da forløbne tiaarige Periode en Mængde Spørgsmaal, hvorom det har været nødvendigt at søge Oplysning hos Ministeriet. Har man som forhenværende Sogneraadsformand arbejdet med Fattigloven og Alderdomsunderstøttelsesloven af 1891, udbryder man

Made with