HøretOgOplevet_1896-1920

174

et mindre Værelse, hvori Bestyreren af Kontoret sad ved Skrive­ bordet. Bdgved Kontorerne var Opholdsrummet for de Abejds- søgende. Fra Kontorerne gik der noget i Retning af en Løbebro tværs over det Rum, hvor de arbejdssøgende Havnearbejdere op­ holdt sig. Vi saa ikke alle tolv Kontorer. Der blev sagt os, at de var omtrent ens indrettede. Der var 20— 30 Arbejdssøgende ved hvert Kontor, blev der sagt. Det traf sig saa heldigt, at en Mand fra et Skib, der havde Brug for Arbejdere, kom for at hverve Ar­ bejdere straks efter, at vi af Lederen af Kontoret havde faaet For­ klaring paa, hvorledes Anvisningen foregik, og vi fik da Lov til at overvære denne. Den paagældende Repræsentant for Skibet gik sam­ men med Lederen af Kontoret, min Søn og mig ind paa den nævnte Løbebro, hvor de Arbejdssøgende sad paa begge Sider. De rejste sig straks op og vendte sig imod ham, der søgte Arbejdere, idet de samtidig trak op af Vestelommen et lille Hefte, som de rakte op imod ham. Han skulde kun have 7— 8 Arbejdere. Han tog de nævnte Hefter, saa i dem, stak nogen af dem i Lommen, og gav vedkommende Arbejdssøgende Besked paa, hvor og hvad Klokke­ slet de skulde møde ved Skibet. Men nogen gav han tilbage og rystede samtidig paa Hovedet. Da det var besørget, forsvandt han, og vi gik ind i Kontoret sammen med Lederen. Jeg spurgte ham, hvad det var for Hefter, de rakte op til ham, der vilde have Arbej­ derne, og Lederen svarede: Det er de Arbejdssøgendes »Quittungs- kart«. Paa min Anmodning forklarede han nærmere, at det paa­ gældende »Quittungskart« var et lille Hefte, der paa hver Side var inddelt med Datoer for en Uges seks Arbejdsdage. Arbejds­ giverne skulde paaklæbe et Mærke for hver Dag, de var i Arbejde. Naar der var for mange Huller i Heftet, det vil sige, mange Datoer for hvilke der ikke var paaklæbet Mærker, var Arbejdsgiveren ikke saa tilbøjelig til at antage Vedkommende. Arbejdsgiveren tog det som et Udtryk for, at vedkommende Arbejder ikke var saa dygtig, som ønskeligt var. Naar der var Arbejdere nok, der søgte Arbejde, foretrak Arbejdsgiverne dem, der havde haft mest stadigt Arbejde. De omhandlede Mærker angav det Bidrag, som Arbejdsgiveren skulde betale til Arbejdsløshedsforsikringen. Set fra Arbejdsgivernes Syns­ punkt var dette vel en berettiget Fremgangsmaade, men set fra de Arbejdssøgendes Synspunkt var det let forstaaeligt en Fremgangs­ maade, der ikke var i Kurs. Jeg forstod efter dette, hvorfor Arbejder­ repræsentanterne i Invaliditets- og Alderdomsforsikringskommis