HøretOgOplevet_1896-1920

227 ønskeligt var. At Grunden skulde være den, at Neergaard og andre, som han muligvis har raadført sig med, skulde have fundet, at jeg ikke kunde undværes som Leder og Ordfører for Partiet Venstre paa Rigsdagen, er dog næppe sandsynligt. Men denne Opfattelse mødte mig for Resten mange Gange i den nærmest følgende Tid, naar jeg kom ud blandt Vælgerne. Det kneb vist ogsaa i ikke ringe Grad med Samarbejdet i det andet Ministerium Neergaard. Da Appel havde afløst I. C. Christensen som Kultusminister 15. August 1922, talte jeg med ham nogle Uger efter hans Udnævnelse. Ret naturligt spurgte jeg Appel, hvordan har var tilfreds med paany at sidde nede i Kultusministeriet. »Jo, det er jo interessant at vende tilbage igen til et Arbejde, man har været glad for, selv om der er gaaet adskillige Aar, siden jeg sidst sad her.« Men saa føjede han til: »Men det er jo ikke Ministeriet Klaus Berntsen, det kan jeg nok skønne. Der havde vi et dejligt og behageligt Samarbejde.« Ogsaa et andet Vidnesbyrd fik jeg, rent tilfældigt, ved et Besøg i Ministerialbygningen, Dagen før det andet Ministerium Neergaard afgik. Jeg havde paa Appels Anmodning overtaget Kassererstillingen i »Radiumfondet«, og vi havde i Fondets Bestyrelse planlagt en Slags 10 Aars Jubilæumsfest. Hans Majestæt Kong Christian den Tiende var Protektor for Fondet og havde som saadan givet Til­ sagn om at møde ved den paatænkte Festlighed. Forud for denne havde Fondets Forretningsudvalg et Møde til Planlæggelse af Fest­ ligheden og den efterfølgende Middag. Ved Slutningen af dette Møde sagde Sekretæren: »Jeg er i stor Forlegenhed med Placerin­ gen af Gæsterne. Jeg har skrevet til de to Ministre: Finansminister Neergaard og Justitsminister Rytter — Statstilskuddet til Radium­ fondet stod paa Justitsministeriets Budget — men de har ikke svaret, og jeg kan da ikke telefonere og spørge, om de kommer?« »Det kan jeg let klare for Dem,« svarede jeg. »Jeg har alligevel Ærinde nede i Ministerialbygningen og kan let spørge dem, om de kommer, og saa skal jeg nok telefonere det til Dem.« Dagen efter kom jeg ned i Ministerialbygningen hen paa Eftermiddagen. Saa snart jeg kom op ad Trapperne i Ministerialbygningen, spurgte jeg i Finans­ ministeriets Budstue, om Finansministeren (Neergaard) var ledig i Tiden. Finansministeren er gaaet hjem, blev der svaret. Jeg fortsatte hen ad Gangen, og da jeg kom til Justitsministeriets Budstue, gen­ tog jeg mit Spørgsmaal, men fik det Svar, at Ministeren ikke var der i Øjeblikket, men kom tilbage. Jeg sagde saa, at jeg havde

15 -