HøretOgOplevet_1896-1920

32 Jungersen, men han sagde straks: »Det kan ikke lade sig gøre, for det er allerede bestemt, hvem der skal have Pladsen, det bliver Oskar Andersen.« Det var i det hele taget ikke saa let med de Hverv, man som Ord­ fører fik at besørge hos de forskellige Ministre. Jeg husker saa- ledes, at der paa Tillægsbevillingsloven var stillet Forslag om meget store Bevillinger til forskellige Istandsættelser ved de kongelige Slotte. Indenfor Venstrereformpartiet var vi meget kede af disse Forslag, og det blev paalagt mig at tale med Christopher Hage, som foruden Finansminister fungerede som Minister for offentlige Ar­ bejder, og fortælle ham, at vi gerne vilde være fri for disse Bevil­ linger, da vi vidste, at Socialdemokraterne vilde angribe os, fordi vi saa glat gik med til Bevillinger til Udbedring af de kongelige Slotte. Det vilde ikke være sket under noget Højreministerium, vilde de sige, naar Sagen kom til Behandling i Tinget. Ministeren tog meget forstaaende paa mine Bemærkninger og sagde, at han ikke havde noget imod, at vi ikke gik med til disse Bevillinger. Kun en af Bevillingerne vilde han nødig se os gaa imod, den angik Istandsættelse af Ridehuset i Tilbygningen til Christiansborg. »Den gamle Konge, Christian den Niende, rider hver Dag i Ridehuset om Vinteren, og det generer ham, naar Luften er bleven opvarmet, at det begynder at dryppe ned fra Loftet. Nu har Arkitekten fundet paa noget med Luftfornyelse, som skulde kunne forhindre det gene­ rende Dryp fra Loftet, og jeg har lovet Kongen, at jeg skulde for­ søge at faa den fornødne Bevilling til Foretagelse af de af Arki­ tekten foreslaaede Forandringer.« I Finansudvalgets Møde refererede jeg min Samtale med Christopher Hage og til min og de øvrige Finansudvalgsmedlemmers Overraskelse, sagde K.M.Klausen straks: »Det Forslag skal vi gerne gaa med til.« Det hjalp maaske noget, at jeg kunde sige, at de øvrige Istandsættelsesbevillinger vilde vi fra Venstrereformpartiets Side ikke gaa med til. Mindre Held havde jeg en Gang med en Henvendelse til I. C. Christensen om at blive fri for en Bevilling paa nogle faa hundrede Kroner til en Professor, der skulde deltage i en Konference i Rom. Det var ikke Bevillin­ gens Størrelse, der voldte os Vanskelighed, men derimod, at der tidligere var blevet kritiseret over, at Ministeriet brugte saadanne Bevillinger til at skaffe Videnskabsmænd og Kunstnere en gratis Udenlandsrejse. I. C. Christensen sagde med det samme: »Den Bevilling er jeg nødt til at skulle have.« Dette Svar refererede jeg,