KøbenhavnskeBoligtyper

fra staten, men disse tilskud maatte i mange tilfælde forhøjes helt op til 40 pCt. I aarene 1917—22 havde denne støtte en meget tilfældig karakter med smaa og kortvarige bevillinger, men i 1922 kom der ved statsboligfondsloven system i den offentlige støtte. I de 5 aar, den første statsboliglov gjald t, blev der ydet laan a f staten indtil 40 pCt. mod kommunegaranti, placeret indtil 85 pCt. undtagelsesvis 90 pCt. a f anlægssummen. Loven udløb 1928, men efter en pause fulgte i 1933 en ny, treaarig lov med lidt skærpede vilkaar. Under de to statsboligfondslove er der ialt ydet ca. 9000 laan paa tilsammen 140 millioner kr., svarende til boligforetagender med tilsammen ca. 35000 lejligheder. Dette lovgivningssystem medførte en vidtstrakt regulering og kontrol fra det offentliges side og fremtvang ganske bestemte organisationsformer for byggeriet, som igen fik stor indflydelse paa byggeriets udformning, først og fremmest paa størrelsen a f de bebyggelser, der blev gennemført. Den klassicistiske storkarré opstod som den mest dominerende foreteelse i disse aars bygge­ historie, karréen med randbebyggelsen omkring den store aabne gaard eller park, som man kunde tillade sig at lade ubebygget fordi grundprisen a f kommunen, som forudsætning for statslaanet, blev holdt nede paa førkrigsniveau. De aabne bebyggelser er det største, maaske ogsaa eneste gode, det offentlige tilførte byggeriets udformning i disse aar. Med hensyn til selve plantyperne har den offentlige kontrol sikkert virket hæmmende. Ganske vist krævede tidens klassicistiske formideal den regelmæssigt opdelte, meget lidt varierede plan, men naar typedannelsen er blevet saa stereotyp i disse aar, saa stereotyp, at man i disse boligbebyggelser, der har et omfang, der svarer til indbyggerantallet i Aarhus, praktisk talt kun finder fire typevari­ anter, hvoraf de to endda indtager 80 pct., skyldes dette sikkert alligevel mere den offentlige kontrol end det skematiske form­ ideal, som jo dog, hvad Steen Eiler Rasmussens plansamling ogsaa viser, giver adskillige planmuligheder. Man vidste paa for- haand at visse plantyper vandt bifald hos myndighederne og man indlod sig derfor nødig paa experimenter, der kunde for­ sinke og vanskeliggøre, maaske helt umuliggøre, byggeforetagen­ dets gennemførelse. Dette indeholder ikke nogen kritik imod de mennesker, der administrerede disse omraader, men mod systemet, som uundgaaeligt fører saadanne tilstande med sig. Under alle omstændigheder er bebyggelsesmaaden, udstyknings- formen, den største værdi statsboligfondsperioden har tilført os. Steen Eiler Rasmussen skriver derom: Langt den overvejende del af de opførte huse har væretformet som hele sluttede karréer. Et a f deførste eksempler — og maaske det klareste — paa denne byggemaade har vi i de a f ar­ kitekt Povl Baumann i 1918 for kommunen tegnede karréer ved Struensegade, som tidligere har været udførligtJbehandlet i Arkitekten (aarg. X X IV , side 4 1), Hver karré er een ejendom, der i lighed med de ældre københavnske huse har opholdsstuerne mod gaden og køkkener, køkkentrapper og soveværelser mod gaarden, der rummer de nødvendige cykleskure, bankepladser, skarnkasser og lign. Gaarden er udpræget „den grimme side“ . Det er meget naturligt i dette tilfælde, hvor gaarden er mørkere end gaden, men naar man har gennemført det ved karréer, hvor gaarden var meget bredere end gaden virker det ikke overbevisende. Som eksempel paa, hvorledes man kan udforme en boligkarré med en smukkere udnyttelse a f gaarden, vil jeg nævne en karré a f den hol­ landske arkitekt 1 . 1 . P. Oud, hvor huset med alle de enkelte lejligheder lukker sig om gaard-

Bebyggelsesplanerne Lukkede karréer

30