KøbenhavnskeBoligtyper

til at modtage, idet pladsforholdene lod meget tilbage at ønske. Endnu i 1850 havde byen de samme grænser, som Kristian den 4. havde givet den 200 aar før. København var en fæstningsby, og militærmyndighederne for­ drede, at et stort areal, det saakaldte demarkationsterræn, ikke maatte bebygges bymæssigt. Indenfor demarkationslinien, som laa ved Falkonérallé-Jagtvejen, maatte der kun bygges smaa 1-etages træ- og bindingsværkshuse, som ved en eventuel krig hastigt kunde nedrives, saa fjenden ingen steder kunde finde dækning, men frit kunde beskydes fra voldenes bastioner. Afstanden til arealerne paa den anden side a f demarkationslinjen var alt for stor (ca. 3 km) til, at man med datidens trafikmidler kunde tænke paa at udvide byen bag den. Der var derfor ikke andet at gøre end at klumpe sig sammen bag voldene. Under stagnationsperioden 1800— 1830 klarede man sig nogenlunde med pladsen, først 1831 naaede man op paa det samme antal huse som i 1807. Men allerede 1840 begyndte manglen paa grunde indenfor voldene at gøre sig gældende. Det blev nu almindeligt at bygge nye etager paa de gamle huse, bag- og sidehuse opførtes i mængde, og et stort antal kældere og lofter inddroges til beboelse. Typisk for tiden er Borgergade-Adelgadekvarteret, der i sit anlæg og sin første bebyggelse var helt fornuftigt, men paa grund a f denne overbebyggelse nu hurtigt forslummedes. Tilstanden blev efterhaanden ganske uholdbar, det var klart, at byen maatte udvides. Endelig i 1852 gav militæret efter for folke- opinionen, og det blev besluttet at flytte demarkationslinien til søernes indre linie. Koleraepidemien i 1853 viste, at denne udvi­ delse kom for sent. Sygdommens opstaaen og kolossale omfang skyldtes udelukkende den slette hygiejne i forbindelse med den uforsvarlige overbefolkning. Byggeriet paa de frigivne arealer tog straks fart, og bestemmende for denne bebyggelse blev i høj grad den ændring i boligforsynin­ gens karakter, som efterhaanden var indtraadt. Tidligere havde byggeriet væsentligst været baseret paa selvfinanciering, hvorved det kun var de faa store rige borgerfamilier, der kunde bygge. De byggede sjældent udover deres eget behov, og fattigfolk maatte derfor indlogere sig i disse borgerhuses underste og øverste etager eller senere, da bag- og sidehuse blev almindelige, i disse, mens de velhavende boede til gaden. I 1851 oprettedes imidlertid den første almindelige kreditfor­ ening. Dermed var der skabt mulighed for byggeri a f lejeboliger i større stil. De nye kvarterer blev da ogsaa i overvejende grad behersket a f etagehuse med smaalejligheder bestemte for den a f industrialiseringen skabte nye samfundsklasse, lønarbejderne. Den første bebyggelse udenfor voldene fandt sted, hvor forbin­ delsen med byen var bedst, nemlig hvor udfaldsvejene gennem Nørreport og Vesterport gik, først langs selve disse veje, Nørre- brogade og Vesterbrogade, senere ved nyudlagte veje, saaledes paa Nørrebro Murer-, Tømrer- og Smedegade og paa Vesterbro Viktoriagade og Absalonsgade. Disse første anlæg fandt sted uden nogensomhelst plan. Først i 1856 vedtoges en byggelov for København. Denne fastsatte en række hygiejniske, brandmæssige og konstruktive krav til nybyg- 7

Gavl der er kommet til syne ved nedrivningerne i Vogn- magergade.Et tydeligt vidne om de vanskelige aar inden voldenefaldt, paabygningen erherskel i mindst3 tempi.

1856-1889