591169041

kelte Folkeskoleklasser, kan ikke foraarsage nogle af disse nedlagte. De nye Mellemskoleklasser betyder en stor Ekstraudgift. Til Slut et Par Rigsdagsudtalelser om »Lov om højere Almenskoleri 903«. Joh. Ottosen taler om Københavns og Frederiksbergs Forhold til Loven og siger: »De flinkere Børn, der skulde over i den højere Almenskole, vilde ganske simpelt, selv med Københavns nuværende Skoleordning, kunne springe Mellemskolen over . .. gennem Afgangsklassen . . . gaa over i en Overgangsklasse, hvis da Kommunen vilde lave en saadan. Det vilde være en let Sag for de Børn dér at udruste sig saaledes, at de kunde gaa ind i Ungdomsskolens nederste Klasse.« Og Borgbjerg ytrede: »Jeg tror, det vilde være den naturligste Ordning og en stor Fordel for en Kommuneskole, der har naaet en saa høj Udvikling som den københavnske Kommuneskole jo faktisk har . . . at springe Mellemskolen over og indrette en Slags Afgangs­ klasse, hvor de flinkeste Elever og de Elever, der havde Lyst og Evne til den studerende Vej, kunde gaa over i Ungdomsskolen. Derved vilde ,man jo komme et Skridt videre i Retning af Enhedsskolen. Derved vilde vi ikke blot faa en Enhedsskole til det 12. Aar; men vi vilde i København for en væsentlig Grad naa en Enhedsskole til 1 4— 1 5 Aars Alderen.« *) Til alt Held er Borgbjerg Borgerrepræsentant. Der er heller ikke Fare for, at Ministeriet vil undlade at godkende en saadan Ordning i København; thi da Rigsdagsudvalget under sit Samraad ' med Ministeren spurgte denne, om Ministeriet kunde give kommunale Mel­ lemskoler Godkendelse, hvis de var indrettede anderledes end Statens, svarede han Ja. Udvalgsbetænkningen kræver ogsaa en saadan Ret for Kommunerne. ' Den danske »Lov om højere Almenskoler 1903« er en Kopi af den norske. Det er derfor sandsynligt, at man ogsaa i København vil sætte alt ind paa en Udskillelse ved Barnets! 1 1. Aar, saa meget mere, som De­ lingstilbøjeligheden gør sig stærkt gældende i den højere københavnske , Skolestyrelse,'selv om nok saa mange Grunde taler derimod. Besindige og fremadseende Pædagoger bør rette Bestræbelserne mod en rolig Marsch, saaledes at alle Børnene med godt Udbytte følges ad i længst mulig Tid. Dette sker ved at bygge paa Folkeskolens Top, eller i hvert Fald udsætte Udskillelsen til Barnets 13 . Aar. I Længden bliver det Overbyg­ ningen paa Folkeskolen, der vinder Sejr — derom er der ingen Tvivl — dersom man vil fæste Opmærksomheden paa dennes fortsatte Vækst. Hvis det derimod er Mellemskolen, man vil vaage over og gøre til den dominerende paa'Folkeskolens Bekostning, ja da bliver tidlig Udskillelse Resultatet. Jeggentager Overlærer Nikolajsens Ord: »1 al Menneskehedens Navn prøv ikke dette med at skille ud efter Evner— og i Samfundsopdragelsens Navn!« Og jeg føjer til: I Børneopdragelsens Navn gør det ikke!v

v ^Folketingets .Forhandlinger 1902-^0), Spalte-654, 689.