BillederAfLivetChristianDenFemtesHof

20

Han øser L iv og Lyst på alle Stjerne-Flokke. Han bøjer ofte sig til Jordens Våde-Sukke („Sokke“) Og stikker Kvægnings-Kraft i hendes kolde Bryst, Når Vinter-Voldsmand har forkrænket liend’ og kryst’. I Luften gør han rent; når Storm og stridig Vinde Opsværme mægtelig med Skyer grå og blinde, Han gjør sig Mellemmand og lader Verden se, At ingen må se surt, når han vil ene le. I Havets dybe Vom han tit sin Spir nedstikker Og udi Fiskehal en Skåle net opdrikker; Så løftes Saften op om Tronens gyldne Ring Og øses siden ud til al den tørstig Ting. Og når hans Trone-Gang mod Aften monne hælde, Og han vil skjule lidt sin himmelgivne Vælde, Strax træder i hans Sted hans dejlig’ Dronning frem Med allehånde Pragt på Himlens vide Hjem. Ej mindre Lydighed end før er da på Færde. Hver Stjerne pynter sig og skynder at omgærde Med Glæde Månens Stol, og hvor den gæste vil, Der byder hver sin tro og trygge Tjenest’ til. I hendes Herredom er Nåde, Ro og H vile; Hun tør ad Uro selv vel hånlig le og smile. Hun alle Kreatur’ fra Arbejd løser af; Hun er de Mattes Liv og rette Støttestav. Hun vandrer mangen Nat og hører Verden brumle, Og hvordan Mennesker i Mørke, Dårskab tumle. Hun ser vel mangen Gang et giftigt Stjerneskud; Dog hende gør det ej det allermindste Brud. Hun holder alt sit Hof og Friheds Regimente I Rigtighed og Gang, til Himlen selv vil hente Sig anden bedre frem at tage Spir i Hånd Med lige Himmel-Ret og søde Friheds-Bånd. Så går det Ar til Ar, og ingen Skifte kendes I det Regeringspar; thi under dem kun vendes Det dødelige Kræ, som stiger op og ned. De ellers intet selv af slet Forandring ved.

Made with