BillederAfLivetChristianDenFemtesHof

2 1

Så har og Himlen selv Dit Regimente skikket, Stormægtig’ Konge, som skal aldrig blive vrikket. Du, Du, Vor Nordens Sol, med Solen bliven fuld På denne salig’ Dag af Dyders Stråle-Guld. Gid nu det Kæmpe-Blod og store Konge-Olde, Som Danmark haver haft med Norrig udi Volde, A f Støvet kunde se, hvor Du Dig gjorder om Med Nordens Herlighed, Din Arv og Ejendom. Det modig’ Sjæle-Tal sig skulde lade platte I Støvet ned igen, af Hænder skulde dratte Al fordums Herremagt, når de kun spejled’ sig, 0 store Christian, et lidet Glimt i Dig. Så mangen salvet Arm med Sværdet har omfejet Og med sin Kæmpekraft sin Fjendes Hals afmejet. 1 Rommer-Marken står endnu vort blodig’ Spor; I alle Naboland den danske Sejer bor. Dog vilde Lykkens Gnist af intet Harnisk springe; Så lyksom bandtes ej ved Side nogen Klinge, At Kronens Arveret den kunde loddes på Den lange Kongeslægt og uforandret stå. Vor salig’ Frederik, Dit Hus til evig Lykke, Såsom i Live Du varst et Afmålings-Stykke På Dyd og Fromhed selv, på Herrens sande Frygt, Så blev Din Tinding og med Arveret omtrykt. Nu går i Dag Din Søn omkronet, alle Vegne, Som Solen med sit Lys. Se, hvor han sig kan hegne Med begge Riger om; opkiltet med sit Sværd, Den ene Hånd hans Spir, den anden Æblet bær. Her er de største Ting, som Verden har i Eje; Her er de største Pund, som Gud kan ene veje; Her er eu Krone fuld af Ædelstenes Pragt. — Gud krone Kongen så med Ære, Sejer, Magt! Her er så blankt et Sværd, — Gud hærde selv dets Ægge, A t derved bæve må hans Fjenders Hjærte-Vægge! Her er en gylden Spir. — Gid Rettens Spir må stå I Kongens højre Hånd og aldrig under gå!