KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber_1772-1922

120 personale o. s. v. Det vil være saa meget rigtigere betids at være betænkt herpaa, som det udentvivl vil medføre store Vanskeligheder at finde slige Hospitalslocaler i hvert af de forskiellige Quarterer af Staden og Forstæderne, saaledes som man dog nødvendigen maa have dem. Det vil være Selskabet bekjendt, at slige Foranstaltninger som de ovenfor antydede, alt nu ere iværksatte i flere Lande, der dog er mere fjernede fra Gholeraens nuværende Grændser end vort Land, og Gomitéen henstiller derfor til Selskabets Overvejelse, om det ikke var rigtigst, snarest muligt at anmode vedkommende Autoriteter om strax at iværk­ sætte lignende Foranstaltninger hos os. Kjøbenhavn, d. 3. Nov. 1847. Paa Comitéens Vegne E. Hornemann, p. t. Formand for det medicinske Selskabs hygiejniske Comité. Det var imidlertid i højeste Grad tvivlsomt, om alle disse Anmodninger rettelig burde stilles til Selskabet, der overhovedet ingen Indflydelse havde paa offentlige Foranstaltninger, uden naar det blev spurgt, og højst kunde sende en Skrivelse til Autoriteterne. Det var heller ikke blide Ord, der faldt i den paafølgende Diskussion. Havde Komitéen henvendt sig til Sundheds- kollegiets Dekan, vilde den have faaet at vide, at de i Skrivelsen omhandlede Forhold var drøftede, og at Kollegiet ingenlunde havde været uvirksomt; man havde saaledes gennem det udenrigske Departement sat sig i Forbin­ delse med de smittede Lokaliteter og fik stadig Indberetninger om Sygdom­ mens Fremskridt, om Foranstaltningerne mod den, om Kurene etc. Saalænge Sygdommen endnu holdt sig saa langt borte fra Kysterne som fra Moskau til St. Petersburg ansaa Kollegiet — C. P. M. Hansen var dets Talsmand i Diskussionen — det for ubetimeligt at træffe energiske Foranstaltninger, der kun vilde jage Skræk i Folk og koste en Masse Penge. Selvfølgelig var det en Fejl, at der ingen Læger var i Karantænekommissionen, men nærmede Sygdommen sig hurtigt, skulde Kollegiet nok tage Affære. En Del Medlemmer ønskede dog profylaktiske Forholdsregler, navnlig skarpere Kontrol med Priveterne. — Sagen fik forøvrigt et Efterspil, idet man paa det følgende Møde (18. November 1847), da der for tredje Gang aflagdes Halvaarsberetning, kom ind paa forskellige Forhold, der kunde hæmme Komitéernes Virksomhed. Væsentligst var, at denne kunde komme til at se ud som en Kritik af Autoriteterne, saaledes som det anførte Brev havde gjort. Hornemann forlangte derfor et Tillidsvotum af Selskabet, og efter en lang Diskussion enedes man om at Komitéen ikke havde overskredet sin Kompetence ved at indsende Skrivelsen.