KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber_1772-1922

143 foretage noget udadgaaende Skridt i Anledning af hans Forslag, idet man har anseet det for rigtigst at oppebie, hvorvidt Resultaterne af Discus- sionen om Syphilisationen paa det nærforestaaende Naturforskermøde i Stockholm og de der forebragte rigere Kjendsgjerninger ville afgive noget yderligere Beviis for og Oplysning om Methodens Værd og Betydning.« Svaret faldt imidlertid ikke i god Jord. Prof. Ballin fandt, at det kun havde meget lidt Indhold og ikke en Gang tilfredsstillede de Fordringer, som Hornemann selv havde opstillet, at anerkende Boecks Virksomhed. Skrivelsen var rent afvisende og han fandt det bedre, hvis Hornemann privat underrettede Boeck om, hvor ringe Interesse, der var i det medicinske Selskab for hans Forslag. Diskussionen blev efterhaanden ret varm, idet Hornemann ikke vilde sende et »løgnagtigt« Svar af Sted, men nok et, der ærligt sagde, at der ingen Interesse var for Syfilisationen, og han lyste ikke uden Virkning efter Syfili- dologerne, som Sagen formentlig maatte interessere. Langt om længe blev det vedtaget, at Skrivelsen skulde afsendes, men af Præses (Muller), ikke af Hornemann, da det var Selskabet, der var blevet spurgt. Siden I. D. Herholdts Tid havde det været smaat med historiske Foredrag, men i November 1863 fik man atter et,' idet Djørup talte om nogle aandelige Omgangssygdomme, Datidens Udtryk for psykiske Epidemier, væsentligst i Form af et Referat af Indholdet af en Afhandling som Reservelæge Dahl (120) i Kristiania havde skrevet (121). Det, der skildredes var den religiøse Epidemi, der i 1852 begyndte i Kautokeino i Lapmarken, vandrede over en stor Del af Norge ned til Thelemarken og Romsdalen (1861), og som oprindelig skyldtes Præsten Læstadius’ Indvirkning paa Sindene. Dette kunde man nu altsam­ men læse i Dahls Skrift og Foredragsholderen supplerede det refererede med ,en Oversigt over Bømekorstogene, Flagellantismen, Johannes- og St. Veits- Dansene, Hekseprocesserne, Taranteldansene, de konvulsionære, Mesmerismen, Methodisterne, Mormonerne, Borddans, Bankeaander m. m. Paa Basis af dette Materiale delte han disse Tilstande i to Grupper, de religiøse og de irreligiøse og den fælles Generalnævner for dem var det dæmoniske. Det iøvrigt ogsaa for vor Tid meget interessante Foredrag skal ikke yderligere omtales her, men Diskussionen kom til at dreje sig om, hvorvidt Holberg havde troet paa Spøgelser*) fordi han var et Barn af sin Tid, eller fordi en Begivenhed i hans Liv havde ført ham dertil. Fichte og Kierkegaard fik ogsaa deres Dom ved samme Leilighed: »man maatte kalde dem afsindige, men seer man, hvorledes de var komne til dette Punkt [deres Udviklings Ende], kan man i det højeste sige, at de er Sværmere, som ere naaede derhen gennem Tænkningen.« For anden Gang var Krigen brudt ud, og atter maa man læse mellem Linjerne for at se, at noget særligt har været paa Færde. Direkte kom 1864 *) Holberg anfører i den 379. Epistel, at han tror paa Spøgelser.