KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber_1772-1922

153 kunne virke skadelig paa Børnenes Sundhed i det Hele eller paa deres Bryst­ organer i Særdeleshed.« Man følte sig ikke opfordret til at udtale sig om Metodens praktiske Betydning »som dog neppe burde overvurderes eller om Hr. Kellers Skolelokale, som ikke var frit for hygiejniske Mangler.« Keller erklærede sig tilfreds med Udtalelsen. L. Salomonsen tog senere Sagen op igen og viste hvorledes Forsøgene paa at indføre Talemetoden netop var udgaaet fra Døvstummeinstitutet, og var blevet støttet af Regeringen. Efter at Institutet havde bestaaet i 3 Aar afholdtes der en Prøve med Eleverne og efter denne indgav en Komité, der bestod af Direktionen, Prof. Eschricht og Prof. Rasmus Nielsen den 23. Juni 1849 en Indstilling til Kultusministeriet. Den var delt i to Dele og den første, der drejede sig om Forholdene ved Døvstummeinstitutet gik ud paa, 1., at Gebærdesproget vedblev at være det brugelige Undervisningsmiddel, 2, at Undervisning i mundtlig Tale og i at læse Tale fra andres Læber skulde optages blandt Undervisningsgenstandene for Elever og 3, at Forsøgene med den tyske Undervisningsmetode skulde ophøre. Anden Del drejede sig om Børn, der i indskrænket Betydning er døvstumme o: døve Børn, der endnu kan tale, trods Døvhedens større eller mindre Grad. For disse foreslog Kom­ missionen, at der oprettedes en særlig Undervisningsanstalt, der ikke skulde staa i Forbindelse med Døvstummeinstitutet og i hvilken den tyske Metode skulde anvendes. Det viste sig nu, at Ministeriet ikke vilde understøtte en saadan Anstalts Oprettelse og Kellers var da ogsaa rent privat, skønt Staten først havde oprettet 12 og senere 30 Fripladser. Paa Døvstummeinstitutet vedblev man med Tegnsproget og kun et ringe Antal af Eleverne, ialt 10—20 fra Aarene 1849—65 kunde udtrykke sig mundtligt og kun 2 eller 3 kunde aflæse Tale fra andres Læber. Salomonsen havde haft Grund til at fremdrage Sagen anden Gang, for efter et Direktør- og Forstanderskifte ly 2 Aar tidligere var der indført nye Principer for Undervisningen. Nu gik man ud fra, at »alle døvstumme Børn, med Undtagelse af idiotiske døvstumme og saadanne, der har væsentlige Fejl ved Taleorganerne, kunne opnaa Færdighed i at udtale sig mundtlig og i at aflæse fra Munden«. I de nederste Klasser var der indført Timer i rytmiske Aandedrætsbevægelser og Taleundervisning, og Resultaterne var tilfredsstil­ lende, skønt næsten alle Børnene var døvfødte eller blevet døve inden det andet Aar. En gunstig Indvirkning paa Intellektet havde man ogsaa mærket. Naar man ikke havde indført Metoden endeligt, skyldtes det, at man troede, at den kunde udformes mere endnu. Man vilde søge i Fremtiden at faa den Ordning indført, at alle de døvstumme Børn indkaldtes til Døvstumme­ institutet, undervistes der et Aar og derefter skulde de, der havde en tydelig og klangfuld Stemme undervises efter Lydmetoden, de øvrige efter Tegnmetoden. —