KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber_1772-1922

165 3. Jordemoderen faar et Krav paa Godtgørelse for det Indtægtstab, hun lider under en Suspension af denne Aarsag. Beretningen endte med det Ønske, at Selskabet vilde henvende sig til Sundhedskollegiet og bede det fremme Sagen. Foreløbig blev der imidlertid ikke afstemt om den, da der ikke var nok Medlemmer til Stede. Den forelaa igen 19. Januar 1871 og da havde Stabslæge Djørup sendt en Skrivelse, der havde det Formaal at advare mod Vedtagelse, maaske endda at søge at faa det hele væltet. Det var vel ikke et Nødskrig fra den gamle Skole, men et Ord fra en gammel Mand var det dog. Efter en Indledning skriver han: 1. Vi mangle statistiske Data til at oplyse Barselfeberens Udbredning ad den Vei. Det er og bliver kun en Hypothese med mere eller mindre Sandsynlighed og ifølge de aarlige gennem Physici indsendte Medicinal­ beretninger er det ialfald kun faa Tilfælde, der opstaar paa den Maade. 2. Skulde sligt Forbud ramme Jordemødrene, ser jeg ikke, hvorfor det ikke skulde udstrækkes ogsaa til Lægerne, specielt Lægerne ved Fødsels­ stiftelsen. Skulde Lægerne saa ogsaa bære Indemnitets-Godtgørelse? 3. Hvorledes skulde det godtgøres, at en Jordemoder var i en saadan Casus, at hun burde suspenderes i sin Praksis? Vilde der ikke finde megen Vilkaarlighed Sted? Og paa den anden Side kunde man ikke risikere, at en Jordemoder uden Praksis paa den Maade kunde søge at skaffe sig Indtægter af Staten? Jeg ser ikke hvorledes det vilde være muligt at sikkre sig mod Misbrug. 4. Gør man ikke Befolkningen i fattige og tyndt befolkede Egne meget større Skade ved at forhindre dem fra at erholde Jordemoder-Hjælp i kortere og længere Tid, mens den ansatte Jordemoder ikke maa komme til dem? og troer man, at et saadant Forbud vil eller kan blive overholdt? Endnu kun dette: Forslaget til en Lov af saadant Indhold vil efter min Formening ikke gaa igennem i Rigsdagen, og vi skulde, som jeg tror, afholde os fra at gøre noget saadant udadgaaende Skridt, naar vi have Grund til at vente, at det vil blive uden Resultat. Ifald Ministeriet gik ind paa at tage Sagen under nærmere Overvejelse, vilde det naturligvis indhente Sundhedskollegiets Betænkning og De vil af disse Linjer, hvormed jeg har ulejliget Dem, se, at Kollegiet i det mindste ikke vil være enigt i at anbefale en saadan Lov. M. Djørup. Efter at Formanden, Trier, havde vist, at en Lov var ganske unødvendig (man havde den ministerielle Skrivelse af 14. Oktober 1850 at holde sig til) og Stadfeldt havde anbefalet de nu ændrede Forslag, gik de igennem med 17 Stemmer mod 1.