KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber_1772-1922

182 ikke endnu ere blevne sløvede ved den skjulte Modstand, deres Bestræ­ belser synes at have stødt paa. Jeg tillader mig derfor at foreslaae det ærede Selskab paa en eller anden Maade at give Sagen et nyt Impuls, og det maaske helst ved en Bearbejdelse og Offentliggiørelse af vor tidligere Reformplan med Forudskikkelse af en Fortale eller Indledning, der burde indeholde Bevæggrunden til sammes Fremtræden ved denne Leilighed. At et Program af denne Art ikke vil finde naadig Modtagelse hos høie Vedkommende, er en Indvending af underordnet Betydning, som , vel mindst bør komme i Betragtning ved Mindet om den lutherske Refor- mationsaand, der med Fornuftens Ret i Skjold først vilde høre om Naade, da den selv kunde skiænke den. En anden Scrupulositet kunde maaske finde Tilhold deri, at sligt Forslag kun vilde blive at betragte som et Gienfærd af det i Fjor saligt hensovede, og følgeligen ikke vilde tale eller virke med den Fynd og Kraft, som Følelsen af Liv kun formaar at fremkalde. Men herved beder jeg kun at betænke, at Livsprincipet i Sagen endnu aldrig har været udslukt, høist kunde den kaldes skindød eller agoniserende; men endnu er Lægedom muelig, og, have end alle hidtil anvendte Midler strandet mod Ondets haardnakkede Natur, saa lader os, heller end opgive Haabet, gaae tilbage til Oldtidens yndede Cuurmethode, den nemligen, offentligen at udstille vor Patient, antyde og beskrive Sygdommen samt vore derimod frugtesløse Bestræbelser, og nu roligen oppebie hver Forbigaaendes Bemærkninger og Raad om, quid faciendum. Reformationsfesten være os altsaa en høitidelig Anledning til i Offent­ lighedens Tempel at opslaae vore tabulae votivae mod det sygelige Princip, der som en ond Aand alt i mange Aar har hvilet over Læge­ standen i Danmark; og har Fanden ikke ganske glemt Luthers Blækstrøg paa Wartburg, hvem veed da, om han ikke ogsaa skulde flygte for Bogtrykkersværten i Kjøbenhavn? Med dette Haab anbefaler sig Sagen til Selskabets ærede Op­ mærksomhed. En Skrivelse af denne Art kunde man jo vanskelig sidde overhørig, og den blev da ogsaa behandlet paa en ekstraordinær Generalforsamling 1 . Sep­ tember 1836, paa hvilken Præses, Trier, fremlagde den. Da Levy i Mellem­ tiden havde talt med Etatsraad Saxtorph, der mente at Sagen kun vilde kunne gavnes ved, at man gjorde det ønskede Skridt, vedtog man, at et saadant Program (10) skulde udsendes til rette Vedkommende og at Mansa skulde skrive en historisk Indledning til det. Man nedsatte en Komité — Levy, Muller, Sommer og Djorup — til at foretage det fornødne og der arbejdedes med stor Iver. Den 20. September kunde Mansa begynde Programmets Oplæsning, 7 Dage senere tog Levy fat og 11 . Oktober vedtog man til hvilke Personer,