KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber_1772-1922

186 paa mine ivrigste Medstridere. At dette har været Philiatriens Hensigt ved at nedskrive pag. 10 af dens »Bemærkninger« kan lige saa lidt falde mig ind, som at fordølge, hvormeget det smertede mig, der at gjenfinde et af mig uforsigtigen valgt Udtryk, paa en langt fra velvillig Maade baade med Ord og Typer commenteret, og benyttet som Bevis paa, hvad den hverken efter Sprogbrugen eller efter min, som jeg haabede af Phi­ liatriens Pluralitet bedre kjendte Tænkemaade, nogensinde kan bevise. Herom og om meget mere skulde jeg vist ikke undlade at yttre mig vidt- løftigere, hvis jeg indsaa, at Nytten svarede til Tiden, jeg derpaa maatte anvende, og skulde heller ikke undslaa mig for at give Oplysning om de Hindringer, som fornemlig standse Opfyldelsen af vort fælles Ønske, dersom jeg ikke vidste, at Philiatriens Kundskab hertil var større end den Selskabet, vist ikke af personlige Hensyn, har fundet passende at yttre paa Prent. Hvad der forstaaes ved en »djærv Haandsrækning« veed jeg ikke, den rolige modtager jeg med Fornøielse. O. Bang. Dette Brev blev læst op i et Møde og man bemyndigede Præses til som Svar at afsende følgende Erklæring. Saa visst som det er, at det vilde skade den Sag, for hvilken De, Hr. Etatsraad! og Philiatrien lige meget interessere sig, hvis Dissens i enkelte Punkter skulde give Anledning til Uenighed i Almindelighed og en deraf følgende offentlig Kamp, saa gavnligt troer Selskabet det, at Publikum og især Sagens Modstandere blive overbeviste om, at Selskabet ved at forfatte sit Forslag, ikke er bleven paavirket af nogen som helst Autoritet, en Mening som disse vistnok gærne vilde gjøre gældende. I denne Overbeviisning blev saavel Programmet, som senere vore »Be­ mærkninger« nedskrevne. Hvor Tonen i disse skulde have saaret den Mand, hvis nidkjære Bestræbelser for Sagen Selskabet ret vel veed at paaskjønne og hvis Venskab det agter høit, da har Selskabet i denne Henseende vistnok forfejlet sin Hensigt, men haaber, at De Hr. Etatsraad! ved roligen at gjennemlæse Bemærkningerne, vil finde, at Tonen, der neppe kunde være anderledes, naar Selskabet — hvad det skyldte sig selv — vilde forsvare sig mod en, efter dets Mening, uretfærdig Anke, og beviise, hvad det hellere havde ladet ubeviist, men hvortil Deres An­ meldelse af Programmet nødvendigen maatte opfordre. Havde man imid­ lertid vidst, at De selv erkjender Uforsigtigheden i Deres Yttringer om hiin Muur, da være De overbeviist om, at dette Argument ikke mere være bleven brugt, hvor nær det end laae os. Idet Selskabet haaber, at De, Hr. Etatsraad, anseer denne vor aaben- hjertige Erklæring for fyldestgjørende, ville De ogsaa i disse Linjer see