KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber_1772-1922

194 almindelige Konversation. Hans Ansættelse ved Fakultetet var sikkert fuldt ud forsvarlig, og der bliver da kun hans rent personlige Forhod tilbage, som det mulige Grundlag for Skumlerierne. Den forstemte Sindstilstand, som Levy omtaler, har sikkert haft sin Grund i en religiøs Krise; i Programmet til Reformationsfesten viser han sig som havende forladt Jødedommen, og i 1840 lader han sig døbe og antager Navnene Carl Edvard Marius i Stedet for Moritz Marcus. Det er antagelig dette, man har spøget, maaske spottet over og derved anstiftet Fortræd, da der hos Levy bestemt har ligget en dyb Overbevis­ ning bag. Var Striden denne Gang bragt ud af Verden, omend paa en Maade, der ikke kunde virke tilfredsstillende, saa varede det dog ikke længe inden en ny blussede op og denne Gang var det ikke nogen Enkeltmand, der blev angrebet, det var hele Philiatrien, dens Tone og dens Aand. Prof. Otto, der var Redaktør af Bibliotek for Læger, var i 1842 begyndt at skrive en Række Rejse-Optegnelser i sit Organ og han skildrer (18) i en lille Indledning, hvor henrykt han er over at »den største Lykke og Nydelse paa Jorden« at rejse, bliver ham til Del hele tre Gange. Mest glad er han dog over at skulle være borte i hele 12 Maaneder, da der, især i de sidste to Aar, har indsneget sig en Tone mellem danske Læger, der langt fra er anbefalelsesværdig. Den ene dadler og taler i nedværdigende Udtryk om den andens Kundskaber og Handlen. Især tro alle de yngre sig berettigede til at kritisere alle de ældres Videnskabelighed, Færd og Kundskaber, og de kan saa godt vurdere alle Autoriteters Beslutninger og Foretagender, at de altid véd, at lavere Motiver eller Ukyndighed ligger til Grund. En af Aarsageme til denne sørgelige Til­ stand maa søges i Oprettelsen af Philiatrien, der især bestaar af Lægestandens yngre Medlemmer og som har gjort sig til Formaal at bringe alle offentlige medicinske Forhandlinger under Diskussion og kritisere alle enkelte Kol­ legers Handlinger og Færd. Otto véd naturligvis ikke om han selv har været Genstand for den Slags Kritik — den angrebne faar det jo sidst at vide, — men han har hørt en saadan Behandling blive saa mange andre til Del, har saa ofte endog været Vidne til den Maade, hvorpaa Kolleger omtaltes af dem, der kaldte sig deres Venner, at han ikke tror, at han har været heldigere end andre. Som man ser, Otto lagde ikke Fingrene imellem. Men Philiatrien havde absolut ikke i Sinde at lade Bebrejdelserne blive siddende paa sig. Den lod sin Præses, F enger, svare, 1. at Selskabet ikke bestod af yngre Læger, men af ældre og yngre i omtrent lige Antal, 2. at det ikke var Philiatriens Formaal at bringe alle medicinske Forhold under Debat, kun i enkelte Tilfælde, der havde frembudt særegen Interesse for Lægestanden i Almindelighed var der gjort Undtagelse derfra og 3. at det lige saa lidet hørte til Philiatriens Formaal som til dens Vedtægter, at kritisere nogle end sige alle Kollegers Handlinger og Færd. Selskabets Møder var udelukkende helligede videnskabelige Med­ delelser og Diskussioner. Man ventede derfor at Præses Skrivelse vilde blive