KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber_1772-1922

58 efter det her omtalte Tidspunkt, at blive Professor i Kiel og Medlem af Sanitetskollegiet for Hertugdømmerne. Blandt de i 1775 udnævnte Æresmedlemmer fandtes ogsaa en Wiener, Joseph Quarin, men andre fulgte efter, i 1876 Anton Storck, Ferdinand Joseph Leber og Nicolas Joseph Jacquin, i 1780 Maximilian Stoll. Ved disse Udnæv­ nelser hyldede man dels den Boerhaaveske Kliniks eneste direkte Efterkom­ mer, Wienerkliniken (7), dels anerkendte man den af van Swieten foranstal­ tede Reorganisation af den lægevidenskabelige Uddannelse. Med Jærnhaand havde nemlig Maria Theresias Livlæge faaet ikke blot de unge Medicineres Undervisning revolutioneret, men ogsaa gennemført en Medicinalreform, der ikke blot gjaldt den offentlige Sundhedspleje, men ogsaa naaede op i selve det medicinske Fakultet. Til de studerendes Disposition stod en stationær Klinik paa Borgerhospitalet, men da denne kun havde 6 Mands- og 6 Kvinde­ senge og Patienterne derfor kun sjældent kunde skifte, sørgede han for at de syge, der henvendte sig fra Ambulatoriet (Polikliniken) og de, der over­ sendtes fra Trefoldighedshospitalet ogsaa kunde blive indlagte. Indenfor Universitetet gik Foranstaltningerne ud paa at faa oprettet nye Lærestole for Medicinens Nabovidenskaber (Botanik og Kemi), Anatomien udskiltes fra Kirurgien, og for dette Fag, saavel som for Fødselshjælpen traf han For­ anstaltninger til praktisk Undervisning. Desuden oprettedes der en botanisk Have, kemiske Laboratorier o. a. m., og fra alle Verdens Hjørner indkaldtes lærde til at beklæde de nyoprettede Stillinger. Et Par af disse træffes blandt Medicinsk Selskabs Æresmedlemmer. Quarin havde udmærket sig ved at tage den filosofiske Doktorgrad i 15-Aars Alderen og tre Aar senere den medi­ cinske; v. Swieten havde lagt Mærke til hans usædvanlige Begavelse og fik ham til at holde Anatomiforelæsninger i de barmhjærtige Brødres Hospital, hvor han ogsaa holdt Klinik. Hans Fortjeneste var, at han organiserede de wienske Hospitaler med en klinisk Undervisning for Øje. Hans Ry naaede langt ud over Østrigs Grænser, og han havde et Tilknytningspunkt til Dan­ mark, idet J. Z. de Meza havde oversat hans Methodus medendarum febrium (Wien 1772) til Tysk. Paa Opfordring af Storck, der straks vil blive omtalt, skrev han Ten tamen de cicuta (1761), der omhandlede Skarntydens Gift, et Emne, det medicinske Selskab et Par Gange diskuterede. Jacquin var født i Leyden og kaldtes 1752 til Wien af van Swieten. Skønt han oprindelig var Læge, gik han mere og mere over til botaniske Studier, og han havde opholdt sig længe i Vestindien, hvis Flora han beskrev. Han ansattes 1759 som Professor i Kemi og Metallurgi, senere føjedes Botanik til og han var ved Udnævnelsen til Æresmedlem, Direktør for Universitetets botaniske Have og for Haverne i Schonbrunn. Leber repræsenterede Kirurgien. Han havde gaaet i Lære hos en Kirurg og var af van Swieten bleven ansat som Hospitalslæge i Breitenfurt, efter at han havde taget Magistergraden i Kirurgi 1751. Senere blev han Læge ved