SaaBySomBorger

117

var artigt, dersom man nu alene raadte de velhavende til at lade denne Operation ske hjemme, og i Henseende til de uformuende paaberaabte sig den Anstalt udenfor Porten, som staar aaben for alle. Er denne Anstalt god nok for Kælderbørn, saa maa den være god nok for højadelige. Naar det gælder Liv og Død saa vil en redelig Læge aldrig lade sig lede af Persons Anseelse: Skoflikkernes Liv er ham lige saa helligt som en Greves. Han slutter med at ønske Mødre underviste i at indpode. Som man vil se, er Tode tit overordentlig fornuftig i sine Raad. Han ser f. Ex. ogsaa rigtigt paa Grøntsagers sanitære Be­ tydning. Han siger, de er blodrensende, og for visse Sygdomme raader han til Vegetarianerkure, 1'. Eks. en Jordbærkur. — Han giver ogsaa kloge Raad mod mange Sygdomme. Han siger saa­ ledes sikkert rigtigt, at Halsbrynde næsten altid et Tegn paa Sur­ hed i Maven og Svækkelse der, naar man har spist for meget Frugt, Kaal eller Mælkemad, han raader som Middel herimod til paa Apotheket at købe hvid Magnesia og blande det med Peber- mvntevand. Samme Aften skal den syge tage en Skefuld raa Rhabarberdraaber. Men paa andre Punkter har Videnskaben staaet betydeligt til­ bage. Tode raader saaledes enhver til at lade sig aarelade to Gange aarlig. Og jeg har set en moderne Læge korse sig af For­ færdelse, da jeg viste ham følgende Raad mod Kighoste: Man giver hver 4. Dag Patienten ind at brække paa. Smaabørn skal have »et Gran« Brækkevinsten i en Unze rent Vand. Det kan tages i Havresuppe, The, tynd Kaffe eller lunkent 01. En sød, kraftig Drik befordrer Væmmelse og Brækning. Ældre kan tage i alt 40—50 Draaber. Mellem hver Brækning gives noget at drikke. Man bør ej give Børn, der har Brok, Brækmidler. Er Hovedet bebyrdet med meget Blod, maa der ikke afstedkommes Brækning. Enhver Lægmand vil sikkert kunne more sig over Todes Op­ fattelse af Østers. Han siger: Kan man overvinde sig saa vidt, at man kan med sit Vidende spise Orm? Østers er i sig selv Orm af Distinktion, som fører deres Palais med dem; nu er næppe nogen Orm bestemt til Føde for Mennesket, da derimod denne Naturens Konge efter Døden fortæres af Orm. Vi kan altsaa af ingen god Grund sætte os hen og æde os mæt i Orm, med mindre vi vil engang fornøje os med den altfor søde Hævn, nemlig at spise af dem, som æder vore. —