SaaBySomBorger

133

cker noterer i sin Dagbog, naar hun har været ude at se det. Senere, da Hoffet boede paa Landet paa Frederiksberg Slot, var det almindeligt at drage derud Søndag Eftermiddag for at se dem sejle omkring i Kanalerne. Men det blev dog endnu mere al­ mindeligt i Frederik VI’s Kongetid; for Chr. VII teede sig under­ tiden saa besynderligt, naar han kom i Land, at Folk blev bange for ham. Af og til gav Kongen Balparé paa Christiansborg, og efter Slottets Brand fandt Festen Sted i det kgl. Theater, hvor Stolene da blev tagne bort. Da der ikke var Plads til at soupere, fandt Souperen Sted i Giethuset, og der serveredes koldt Bord og Drikke­ varer. Autoriteterne fik Adgangskort til Uddeling blandt Ikke- Rangspersoner, saaledes fik Werlauff en Gang som ung Student en Billet af Universitetets Rektor. Man mødte i sort Silkedomino, hvide Silkestrømper og Sko med Spænder og trekantet Hat. Ved denne Lejlighed spilledes ogsaa det ellers forbudte Hasard. Her saa Werlauff — del var saa sent som 1801 — Christian VII danse, og man lagde især Mærke til den Grace, hvormed han, skønt sindssvag, kunde optræde i den saakaldte Menuetdans, som yé senere er aldeles gaaet af Brug. Selvfølgelig kom Hoffet ogsaa i Theatret; det bekendtgjordes altid forud i Aviserne, og paa de Dage var der saadan Rift om Billetterne, at Folk undertiden holdt Vagt udenfor Theatret om Natten for at komme tidsnok, og begyndte Billetsalget, opstod der hyppig Slagsmaal. I sine yngre Dage var Christian den Sy­ vende meget theaterinteresseret, og det hændte tit, at han, naar Theaterchefen indfandt sig hos ham for at forelægge ham Reper­ toiret, forandrede Stykkerne de Aftener, han skulde derhen. Frederik d. VI derimod interesserede sig jo aldrig for meget andet end det militære. Dog ved man bl. a., at han morede sig over de Heibergske Vaudeviller 1825. — Naar Kongen traadte ind, be­ gyndte Orkestret at spille, og naar Herskaberne var til Stede, maatte der ikke applauderes, før Signalet blev givet fra Kongelo­ gen. Da Kongens Sindssygdom tiltog, vilde Hoffet gerne have hindret disse Theaterbesøg, men af Hensyn til Publikum, der var vant til Ivongebøget, kunde man ikke. Og dog var Kongens Nærværelse sommetider pinlig nok. Undertiden kunde han midt under Forestillingen blive bange eller for at more sig ved at sætte de omkringværende i Bevægelse, lade, som om han blev bange