SaaBySomBorger

134

for en indtrædende Skuespiller, og han for da op af Stolen for at løbe ud af Logen. En Aften da, under Fægtningen i »Dido«, en Stump af en Figurants Klinge sprang og fløj op i Logen og tilføjede Kongen en lille Rift i Ansigtet, gav han sig til at skrige højt, satte sig i Hovedet, at det var sket for at ombringe ham, og var kun med megen Møje til at faa rolig. Naar han senere kom til det samme Sted i Stykket, kunde han blive saa ængstelig, at man næ­ sten ikke kunde faa ham til at blive siddende. Det var ikke al­ tid, man kunde hindre Skandale. Thi uden at tale om, at det tit faldt ham ind at gøre Grimacer og imellem Akterne eller under vigtige Scener at løbe frem og tilbage i Logen og hoppe op og ride paa det lave Skillerum, gav han af og til sin Tilfredshed el­ ler Misfornøjelse til Kende paa en meget bemærkelig og egen Maade, saaledes en Aften, da Skuespiller Clausen i »Emilie Ga- lotti« spillede Rosings Rolle. Kongen havde altid godt kunnet lide Rosing, derimod syntes han slet ikke om Clausen, fordi han altid havde de onde Roller, og han kaldte ham derfor »der Schuft- macher«. Lige fra Clausen denne Aften kom ind paa Scenen, be- gyndte Kongen at ærgre sig over ham, fordi han ikke syntes ham smidig, fin og hofmandsmæssig nok. Efter at han ved hver af hans Replikker havde givet sit Mishag Luft ved højt at sige til de omkringværende: »Wie ungeschickt«, »Der Tolpel«, »Entsetz- lieh!« »Kein Kammerherr, sondern ein Lump« og andre drøje Talemaader, tabte han tilsidst i 4. Akt Taalmodigheden, og med Udraabet: »Das ist doch zu arg«, kylede han sin Kikkert ned paa Theatret imod Clausen. Den for tæt forbi hans Iloved og faldt et Par Skridt bag ved ham. Kongen sprang op og sagde hidsig: »Tag den op!« men da der af den kongelige Familie blev tysset paa ham, satte han sig ned og betragtede med tavs Forundring Clausen, som hverken af Kastet med Kikkerten eller Kongens støjende Befaling havde ladet sig bringe ud af Fatning, men uden at forandre en Mine med største Ro fortsatte sin Rolle. Da Clau­ sen længere hen i Scenen traadte tilbage, kom Kikkerten til at ligge ham for Fødderne; uden at se ned til den sparkede han den nu med en lille Fodbevægelse ind i Kulissen og begyndte sin næste Re­ plik i en let og lunefuld Tone. Kongen for i det første Øjeblik op og raabte forbitret: »Er untersteht sich!« — men gav sig derpaa til at le højt og sagde muntert til de andre i Logen: »Courage hat er dennoch«; for Clausen fik denne Episode ingen Følger,