SaaBySomBorger

IV. DØJ) OG BEGRAVELSE.

M a n saa, om jeg saa maa sige, mere naturhistorisk paa Liv og Død i de Tider end nu. Døden var den uundgaaelige Afslutning, som det ikke nyttede at krybe i Skjul for, og var den i Anmarch, skjulte man det ikke for Offeret; der var ikke Tale om at skaane, man sagde den døende det lige ud; Præsten blev hentet og berettede den syge, og havde han noget at ordne, gjorde han det. Fra det Øjeblik, Døden var indtraadt, var Legemet kun en Ting; man sagde ikke »han« eller »hun« om den døde; det var kun Liget, der var igen, og det omtaltes altid med det lidt hjerteløse »det«, som nu vilde skurre i vore Øren. Og som det var med Døden, saaledes var ogsaa de Ceremonier, der fore­ gik ved Begravelsen, langt forskellige fra vore, og de var, om der end paa mange Maader gjordes mere af Stadsen, i høj Grad stødende for vore Følelser. Men derfor var vel dog ikke Datidens Sorg mindre end vor. — Allerede den Tid paa Dagen, hvor Be­ gravelsen foregik, var en anden. En Modebog fra 80’erne siger, at »Ligbegængclser er mest modenske 0111 Morgenen mellem 8 og 9, mindre brugelige 0111 Eftermiddagen mellem 3 og 4 og gemene om Middagen mellem 11 og 12 Slet.« Werlautf siger, at han fra