SaaBySomBorger

B. MAND OG HUSTRU. D e t laa i Sagens Natur, at den Kvinde, der uden egen Til­ bøjelighed blev givet hen til en Mand blot med den Hensigt at formere hans Slægt, opdrage Børnene og st\rre Huset, ikke kunde leve et Samliv i snævrere Forstand med sin Mand. Undre sig maa man dog over, hvor tit det gik godt. Naturligvis var det først og fremmest Børnene, der knyttede Ægtefællerne sammen, men undertiden kunde det ogsaa være en Art Kompagniskab, en fælles Interesse i Forøgelse af Formuen, der var Bindeleddet man ser dygtige og djærve Hustruer række deres Mænd en kraf­ tig Haand til Iljælp ved Forretningen, naar det kniber. Men paa den anden Side er der naturligvis ogsaa Kvinder, der lider og længes i Stilhed, fordi de bæ rer paa en skullet Ungdomskærlig­ hed, der aldrig giver dem Ro. Et Eksempel herpaa er den oven­ omtalte Md. Lunn, hvis Mand sikkert var god og kærlig imod hende, men der er gaaet en Forsagelse igennem hele hendes Liv som udadtil gjorde hende stille, sagtmodig og blid, altid mild og venlig, men som betog hende al Varme og Inderlighed i Udtryk­ ket. Hun var sin Mand tro sit hele Liv, men hun var det med blødende Hjerte. Der er selvfølgelig den Gang som nu gode Mænd og gode Hustruer, heldige Ægteskaber og uheldige. Som Eksempel paa de lykkelige Forhold kan anføres Grosserer Andreas Buntzens og