SaaBySomBorger

57

Historiograf P. F. Suhms Karakteristik at' hans 1788 hedengangne Hustru, Karen Angell. Det var allerede da almenkendt, at han tog hende af »videnskabelige« Hensyn, han agtede nemlig at skalFe sig Midler til at udvide sit Bibliothek og studere uden daglig Be­ kymring for Brødet. Hun stillede kun den Betingelse, at han skulde leve i Norge, saalænge Svigermoderen levede. Han gik ind derpaa, især fordi hans gode Ven og Kollega Gerhard Schiø- ning opholdt sig i samme By — Trondhjem. Men snart opdagede baade Suhm og hans Hustru, at de blev narrede af en Morbro­ der til hende, der brugte af Pengene, selv og anvendte Resten til Legater — de Angellske Stiftelser. Derfor drog de her til Dan­ mark igen, og deres Ægteskab var at betragte som et hæderligt og velment Kompagniskab, om Kærlighed var her næppe Tale, selv om Kompagnonerne kom godt ud af det sammen. Men de to var nu en Gang gifte, og det ser derfor mærkeligt ud i Nutidens Øjne, at han, der forøvrigt giftede sig med Hofapoteker Beckers Datter kort efter Konens Død, kunde skrive en Nekrolog over sin Kone, hvori han begynder med at rose hende for at kunne godt Tysk og Fransk, derpaa siger han, at hun spillede smukt Klaver og dansede »ziirligt«, medens hun heller ikke sang ilde. Men, hvad Suhm sætter mest Pris paa, er, at hun af sin Moder, der var noget »hastig«, er oplært i ordentlig og god Husholdning, hvorhos hun er »anholdt til et ærbart og indgetogent kristeligt Levned«. Han beklager, at de kun »avlede« een eneste Søn sam­ men, og samme Søn døde 1778, skønt han artede sig vel. I Skildringen af Konens Sygdom bliver Suhm for intim. Hun led af Huller i Foden, Stengrus og Navlebrok, og han, som selv var livsglad og livslysten, fortæller om hende, at hun var en El­ skerinde af det alvorlige, nyttige og dydige; men — hun tillod dog Manden at fornøje sig, en Tilladelse, han ret rigeligt benyt­ tede sig af. Ogsaa hun kunde blive »hastig«, men det gik snart over. Hvilket Indblik lader dette ikke aabent i det ægteskabelige Samliv! — Hun var »goddædig«, men med Fornuft, og denne For­ nuft erkender Suhm nyttig for sig; thi han gik, som han selv be­ vidner, undertiden over Grænserne. Sluttelig fortæller han, at hun var noget fedladen af Legemsskabning, og at hun især efter Sønnens Død ingen Lyst havde til at bevæge sig. Meget af det, man nu læser om Forholdene mellem Ægte­ fæller den Gang, lyder fremmedartet, og vi trækker paa Smile-