SaaBySomBorger

73

dig ingen Tiid besnære! Hun overalt sig sniger om, dig overalt kan finde! Thi mangen Gang var Stuen tom, og Venus dog derinde. Du heraf lære, unge Ven, dig vel i Agt at tage; Thi tabt Uskyldighed igien du aldrig faaer tilbage.

Igennem 10 Aar har han fortsat denne poetiske Husflid; der­ efter anvendes Bogen til smaa nyttige og folkeoplysende Afhand­ linger, og endelig optegner han en Række naturhistoriske Iagt­ tagelser.*) Den anden Bog, jeg skal omtale, er ulige interessantere. Den er paabegyndt 1747, men er ført igennem en Aarrække og først kommen dem til Gode, den er tiltænkt, netop i den Periode, vi her beskæftiger os med. Den viser os en Mand af et ganske ualmindelig ejendommeligt og retsindigt Tænkesæt, og derfor skal dens Hovedtræk gennemgaas her. Bogen, der er skrevet af Digteren Malte Conrad Bruuns Bedstefader, Oluf Bruun**), hedder: Et Stamgods for mine trende Sønner,***) Friderich Conrad Bruun, Hans Rostgaard Bruun, Adolf Christian Bruun, som de selv daglig skal forbedre. Dens Motto er: »Le ciel seul doit borner nos désirs.« Han indleder med at sige, at han selv i sit Liv har begaaet saa mange Fejl, at han kunde ønske at lære sine Børn at undgaa dem. Det første, han indprenter dem, er Gudsfrygt, men de skal ikke i deres Kristendom opføre sig med Haardnakkethed, men *) Hans Bøchmann Melchior var den senere liojt ansete Forf. til »den danske Stats og Norges Pattedyr«. Død som Overlærer paa Herlufsholm. **) Oluf Bruun var Justitsraad og Byfoged i København, gift med Konradine Sofie Rostgaard. Den ældste Søn, Frederik Conrad, døde som Søkadet, den anden, Hans Rostgaard Bruun, blev Oberst, Land- og Krigs-Commissair, den tredje blev Justitsraad, Amtsforvalter og Ejer af Herregaarden Ulstrup i Thy, Fader til Malte Conrad Bruun. ***) Venligt overladt mig af Hr. Premierlieutenant i Marinen Malte Bruun.