SaaBySomBorger

91

Maaltidet forbi, de fremmede faar et Par Kopper Kalle og »pakker sig hen til en anden Korfirmation hos Købmand N. N., hvis Datter ogsaa har »staaet«. Der er stor Assemblée med Dans. Ogsaa Fortælleren gaar til to andre Konfirmationsgilder; der er de mest vildtfremmede Folk samlede; derfor bliver Konversationen ogsaa af den Art, at den endnu mere end Gaverne bidrager til at bort­ lede Konfirmandernes Opmærksomhed fra Dagens Højtidelighed, man taler om Dragter og Stads, man snakker om det vaade Vejr og alt muligt, indtil Fortælleren forarget forlader Selskabet for at vende tilbage til sit kære første Selskab, hvor han tilbringer Resten af Aftenen med at lytte til Bedstemoders hyggelige, lære­ rige, til Dagens Anledning afpassede Fortællinger. Som man vil se, er en Del af de samme Anker, der nu rettes mod Konfirmationsgilderne, allerede den Gang oppe. Derimod fandt man det ret rimeligt, at navnlig Drengene soldede ganske ugudeligt Dagene derpaa. Ganske vist saa man ikke de nu saa moderne Cigarer og Cigaretter hos Datidens Ungdom; thi Cigarer kendtes ikke før efter 1808, og Pibe røg man ikke, naar man spadserede. Men Synet af en fuld Konfirmand var den Gang langt hyppigere, end det er nu, navnlig kunde Værten i Rabes Have fortælle derom. Der er ikke Tale om andet end, at største Delen af det højere Bourgeoisi i Opgangsperioden i 90’erne levede over Evne. Det var den evindelige Kappelyst og Trang til at overbyde hinanden, der gjorde, at Middagsselskaberne blev ganske overdaadige. Det var ikke saa meget Retternes Mængde som deres Raffinement, der gjorde dem flotte. Med de store Skibe, der for paa Langfart, hjem­ bragtes (le kostbareste Rariteter som Kaviar, Trøfler, bøhmiske Fasaner o. 1. samt Vine, der for ret at kildre de lækkert vante Ganer maatte have passeret Linien ikke een, men to Gange. Og dog gik det som oftest stift og tvungent til ved disse Gilder, hvor der tit var een eller anden af de mange i Byen grasserende mere eller mindre højfyrstelige Personer til Stede som Pynt. Derfor er Satirikerne naturligvis ude efter Middagsselskaberne. Baade Tode og Frankenau jamrer sig over de tykmavede Middagsherrer, der vralter af Sted til Børsen, og i »Tilskueren« er der hyppig Betragt­ ninger over vore selskabelige Forhold. Et Steds siges der, at Gæsterne ikke burde være færre end Gratierne, ikke flere end Muserne, men her hjemme gælder Regelen: jo flere, des bedre.