SaaBySomBorger

99

Landet, kom man sjældent saa langt fra København som nu. Frederiksberg eller Nørrebro var nok. Knkelte mere velhavende drog dog længere bort. Saaledes boede Luxdorph og siden Hof- apoteker Becker hver Sommer i Nærum, Kammerherre Suhm i Øverød. Men gav man sig endelig Landet saa meget i Vold, var det almindeligt, at man blev halvt Landmand derved, idet man havde en fuldstændig Landhusholdning og en Bestyrer, der drev Gaarden og boede i Hovedbygningen om Vinteren. Boede en Familie nær ved København paa Landophold, var den tit plaget af altfor stærkt Rykind af Venner og Bekendte, og Københavnerne var da lige saa hensynsløse overfor Haver og Træer som nu. En Landmand, der bor i Nærheden af Byen, klager i Tilskueren sin Nød over de Københavnere, der trækker paa Forlystelse. Han bliver oversvømmet af Besøg fra København. Indbyggerne der anser Landbofolk for Folk uden Ejendomsret og tror, at hvert Sted, som ingen af dem har taget i Besiddelse, er aldeles uden Ejer og tilhører den første den bedste, som kommer derhen. Folk er ganske ugenerte og fordringsfulde. De holstenske Vogne er for Landboerne lige saa skrækkelige som de britiske Stridsvogne var for Romerne, eller Ormen hin Lange for Olav Tryggvesøns Fjen­ der. Især er de københavnske Animer og de københavnske Drenge lige saa frygtelige for Landmænd som Oberndorffs Vildsvin for de pfalziske Bønder. For en københavnsk Dreng er der hverken Laas eller Lukke. Ser han en Sommerfugl, han vil lange, tram­ per han os 5—6 Bedde ned med lige saa ringe Betænkning, som kunde han være en fordums fransk Herremand eg Beddene Bøn­ dernes Kornmarker. Falder hans Vej gennem en Rosen- eller Ribshæk, maa den ned uden Naade. For at faa fat paa eet eneste halmodent Kirsebær brækker han 10 Grene, som hænger fulde af grønne, klavrer op i Træet, betegner baade sin Op- og Nedgang med Ødelæggelse og bliver omsider hængende og skriger, man skal komme og hjælpe ham ned, fordi han ikke har Mod til at springe ned. »Min Kones bedste Nøddehække har disse uvorne Unger ødelagt ved at afrive Grene til Piske og Spaserestokke, og endda er deres Ødelæggelse mod den, Ammerne anstiller, som Kyllinger og Muldvarpe mod store Svin.« Man faar desværre ikke at vide, hvad det er, Ammerne bedriver for Hærværk, thi Artiklen lort­ sættes ikke. Abonnenterne havde den Gang svært Kram paa Tids­ skriftudgiverne, og var der en Artikel, der mishagede, kunde et