545498685

na var velkomne gæster rundt om i hjemmene, og de formidlede mange og gode kontakter, når patienterne ønske­ de besøg a f præsten. Med den nye bi­ standslov fra 1973 blev deres arbejde overtaget a f andre, og fra 1976 var al menighedssygepleje ophørt. Søster Ag­ nes blev dog ved med at komme som en god ven af huset, så længe kræfterne slog til, og det er der endnu nogen der husker med taknemlighed, men også det hørte op, og først senere begyndte tankerne om en form for sognediakoni at tage form. Gethsemane sogn var med til den førs­ te spæde begyndelse og har haft glæde af mange unge praktikanter, som prøve­ de kræfter med de praktiske diakonale opgaver i et sogn. Men først de allerse­ neste år er det blevet klart, at sognedia­ konerne er kommet for at blive. Det er dog sådan, at de sogne, der ansætter en sognediakon, gør det for egen regning og risiko. Et embede som sådan er endnu ikke oprettet. Menighedsplejens historie i Gethse­ mane sogn er næsten lige så gammel som kirken. Den uhyre fattigdom som var fremherskende i de første mange år af kirkens liv, gjorde den til en nødven­ dighed. Mangelen på en god hjemmesy­ gepleje gjorde menighedssøsterens ar­ bejde lige så nødvendigt.

Med diakonissehusenes velvilje, søs­ trenes arbejde og menighedens bidrag lykkedes det i alle årene at støtte og lindre der, hvor der var behov. Da det med sociallovgivningen fra 1937 blev bedre at være borger i Danmark, kunne man tro menighedssøstrenes tid var for­ bi, men det viste sig, at der vedblev at være mennesker, der havde det svært, der vedblev at være fattige, der vedblev at være syge, og der var mange ensom­ me. I begyndelsen a f tresserne kom der også narkomaner til, og lidt senere de mange indvandrere. Hver gruppe havde sine problemer, og det var dejligt at kunne medvirke til deres løsning. En af de beboere der fik en håndsrækning i en krisesituation, blev så glad for hjælpen, at han testamenterede sin formue til menighedsplejen. Den skulle bruges til glæde for de ældre i sognet. Planen var at bygge et ældrecenter sammen med Eliaskirkens menighedspleje, men den nye politik med “Ældre længst muligt i egen bolig” gjorde disse planer umulige. Gennem mange år kom en stor del af bidragene til menighedsplejen fra med­ lemmer af menighedssamfundet. Sam­ fundet var en sammenslutning af menighedsmedlemmer, der ønskede kirkelivet udformet i et fællesskab, hvor man både kunne yde og nyde. Der var indtil udflytningen tog fart et stort og et

23