591167782

som har hjulpet den frem til Offenlighedens Gunst ved at referere dens Fester og ellers, naar Lejligheden har tilbudt sig, om­ talt den paa bedste Maade. Ligeledes har Foreningen haft en utrættelig Støtte i Herr Krigsraad, Leutenant Vater, „alle Børns Ven“ ; naar han viser sig ved Julefesten straaler Bør­ nenes Ansigter af Glæde. Foreningen har da ogsaa i stigende Tal kunnet indbyde de fattige Børn til sit Julebord. I 1891 var det 365, 1892: 1893, 94 og 95 ca. 400 og 1886 og 97 over 500 Børn. Og stedse har det været Bestyrelsens Formaal at faa Arrangementet gjort saa festeligt som muligt, hvortil flere af Medlemmerne, Damer som Herrer, hvert Aar har medvirket. I et af Byens største og smukkeste Lokaler samles de smaa Gæster; der er over Fællesmaaltidetudbredt Festivitetens fulde Skær. Naar det er hævet og en Julesalme afsunget, mar- scherer Børnene i Procession og til Musikens Toner ind i Salen med det store og rigt smykkede Juletræ, og her er Glæden paa det Højeste, naar Arrangørerne aabner for deres Julepose og uddeler Præsenter. 3—4 Nyttegenstande, som dels er indkøbte, deis skænkede, er der til hvert Barn. og til enkelte af de mest trængende Børn er der endog en Kjole, en Kaabe eller Frakke, et Par Sko eller et andet betydeligt Klædningsstykke. Nu slaar Formanden til Lyd og holder Festtalen, og fra hver Barnestrube jubler Tak til Giverne, blandt hvilke Kongefamiljen stedse fremhæves. Men dermed er man ikke færdig. Ved Sang, Dans og Lege fortsættes Festen, og det videre Traktement, hvad Julen byder paa, forsømmes ikke Saa — — ja, saa ved Sengetid sluttes der, — men lidt nøler de smaa Gæster, inden de forlader Herlig­ heden og modtages af deres taknemlige Mødre. Foreningen kan selvfølgelig ikke gæstes af flere Børn, end Midlerne strækker til, og med dem kniber det og har det altid knebet. Man var en Gang, det er 5— 6 Aar siden, naaet saa vidt at kunne hensætte 50 Kr. i Banken, som Begyndelse til en Reservefond, men Aaret efter havde der ved Julefesten — som forresten ogsaa i de senere Aar — udenfor paa Gaden samlet sig nogle Børn, som, hidlokkede af deres mere heldige Kammerater, længselsfuldt stod og saa gennem Glasdørene ind i de oplyste Rum. Børnenes bønlige Blikke fandt let nogle Fortalere; Dørene bleve lukkede op, og Kassereren, der var Vidne til den hele Scene, ud­ brød uvilkaarlig i det samme med et Suk: „Der røg Reserve­ fonden!" — Nej, lægge Penge til Side kan Foreningen ikke. Hvad den kan skrabe sammen til Julefesten, det gaar med det samme, og saa maa næste Aar sørge for sig, som det bedst kan.