Samling_af_Bestemmelser_1928
1928.
410
Konvention om Fattigforsørgelse.
Bekendtgørelse om en mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige afsluttet Konvention om Behandlin gen af Statsborgere fra et af de fire Lande, som paa et af de tre andre Landes Omraade bliver trængende til Fattigunderstøttelse. Art. 1. Hvis en Person, som er Statsborger i et af de kontra herende Lande, under Ophold i et af de andre Lande kommer i Trang, er Opholdslandet pligtigt at yde ham Fattighjælp paa samme Maade og efter samme Regler som til dets egne Statsborgere. Lige med Statsborgere i et af Landene stilles i denne Konvention den, som tidligere har været Statsborger i ved kommende Land, og som ikke har faaet Statsborgerret i noget andet Land. Ligesaa den, der er Statsborger i Landet, og som uden at tabe denne Statsborgerret bliver Statsborger i et andet Land. Art. Er den ydede Fattighjælp varig, kan Opholdslandet, efter de nærmere Regler i denne Konvention og med de dér nævnte Undtagelser, kræve, at den trængende modtages i Hjemlandet, eller at der gives Erstatning for Hjælpen. For den Hjælp, der er ydet før Hjemsendelse, gives Erstat ning efter de almindelige Regler. Er Fattighjælpen midlertidig, bliver der kun Tale om Erstatning, medmindre den trængende selv fremsætter Ønske om Hjemsendelse. Art. 3. Som varig Fattighjælp regnes i denne Konvention Fat tighjælp, som baade Opholdslandets og Hjemlandets Myndig heder mener vil blive nødvendig i mindst et helt Aar, regnet fra Fattighjælpens Begyndelse, eller som faktisk har været nødvendig i mindst eet Aar. Midlertidige Afbrydelser i Aarets Løb betager dog ikke Hjælpen dens Karakter som varig. Al anden Fattighjælp, som ydes i Henhold til Konven tionen, regnes som midlertidig.
12 Dec. Nr. 286.
a
Made with FlippingBook