KøbenhavnskeGader_1728-1795

30 ham med nænsom Haand dække Renden med en Pels af varm, dampende Gødning for at hindre den i at fryse til, og naar det skylregnede, forsømte han sjældent at kaste Rendestensbrætterne til Side, saa Vandet frit kunde tage sin Flugt. Galt var det, naar disse Planker manglede, men i mangfoldige Tilfælde betød de forslidte, halvraadne og hullede Rendestensbrætter kun en tvivl* som Fordel for de spadserende; thi hvad var — som Tode skrev — vel Grunden til, at de fastgjordes paa saa vidt forskellig Vis, hist ved Jernklammer, hvorpaa man let stødte sig, her ved grove Kæder og Ringe, paa hvilke Fødderne fik en Ulykke? »Med hvilken Angest maa ikke en stakkels Podagrist træde paa saa? danne Fortouge for at undgaa et Anstød, der farer som elektrisk gennem alle sine Knuder, ja gennem Marv og Ben?«7u) Forbitret vendte P. A. Heiberg sig mod den Uskik at kaste Dækfjælene op paa Fortovet, en Foranstaltning som maatte til? skrives hemmelige Aarsager, da Følgen kun er, »at den ene af de igennem Sneen opstaaende Jærnhager kan gribe fat om de Forbigaaendes Fodder og kaste dem over Ende«, medens den i den modsatte Ende af Brættet anbragte Hage havde den Mis? sion »at lemlæste eller efter Omstændighederne at dræbe« Ofrene. »Alene i Myntergade, denne lille og ubetydelige Gade, kunde man i Frostens Tid tælle 47 saadanne opstaaende Fod? angler eller Morderjærn, hvoraf man kan slutte, hvor overmaade let det er at blive lemlæstet i denne Gade«, særlig naar Belys? ningen om Aftenen var saa ussel som Tilfældet; thi det turde være — »en uomstødelig Sandhed, at Lygter, hvori intet Lys brænder, umuligen kan advare de Forbigaaende om deres Fare«.71) Og som Rendestensbrætterne buldrede hult under Fodgæn? gernes Saaler paa Fortovene, gav de ustandseligt Genlyd i Bla? denes Spalter. Hvilken Mængde af Tryksværte har de ikke kostet i Aarenes Løb, ja hvad skulde Dagspressen i Frederik VFs Dage vel i Grunden have grebet til, om den ikke i de evinde? lige Besværinger over vantrevne Rendestensfjæle havde haft en uudtømmelig Kilde at øse af? Thi langt op i vore Bedsteforældres Tid var Rendestenene med deres møre, vippende Dæksler uad?