KøbenhavnskeGader_1728-1795

I i

Medens disse barokke Kælderbislag ved Aarhundredets Midte udfoldede sig i al deres Glans, lakkede deres Blomstring mod Slut, da den sobre, klassieerende Smagsretning fra 1780erne kraftigere begyndte at omforme Bygningerne og naturligvis paa ingen Maade vilde taale Snyltegæster af denne Art. 1 det rene, nye Arkitekturbillede afløstes de derfor af flade Saalbænke, Dækplader af bornholmske Sandsten, som baarne af kanelerede Konsoller i klassisk Stil fik Plads over Kælder? døren; i denne forfinede Form genopstod det gamle Skur efter Branden 1795 i den hele By, og den Dag i Dag hører det til de karakteristiske Smaatræk, som betinger det københavnske Em? pirehus’ Ynde. Med et Slag lod Barokkens Kælderskærme sig dog ikke feje af Marken. I de Gader, Flammerne ikke naaede, forsøgte de endnu et Stykke Tid at hævde Skansen; særlig Vintapperen paa Hjørnet af Flalmstræde og L. Kongensgade vakte Forargelse paa Grund af sit uforskammet lange Kælderskur, som gjorde Fortovet »virkelig ubrugeligt«,,in) og endnu ind i 19. Aarhun? drede levede de i »dejlig Mængde« videre. 1810 spærrede de saaledes vedblivende Gammel Mønt ved paa den fornærme? ligste Maade at rive Hatten af Hovedet paa Folk.‘°) — Lidt efter lidt begyndte København allerede længe før 1795 at skyde Ham, idet en tydelig Stræben efter at krænge alt det gammeldags pudsige og maleriske Vedhæng af Fa§aderne gjorde sig stadig stærkere gældende i Aarhundredets sidste Menneskealder. Husene skulde være strenge i Linjerne, rene og lyse, og Kravet herom fandt i denne Periode blandt andet et Udtryk, som fra visse Hold vakte den voldsomste Modstand. Forbitrede over det Svineri, som gik i Svang i alle Por tk roge og forpestede disse med Stank, søgte Husejerne saaledes med den voksende Renlighedssans at komme Uvæsenet til Livs ved at afspærre dem med Jernbuer, der forsvarligt var væbnede med Jernpikke. Lange og spidse strittede disse ej alene op og ned, men tilmed vandret ud i Luften, saaledes at de — anbragt umiddelbart op ad de smalle, overfyldte Fortove — let kunde anstifte Ulykker.